|
Tirsdag, 16. august 2011 13:08 |
Den 10. august traf bestyrelsen for Nationalpark Vadehavet beslutning om placering af nationalparkens sekretariat. Trods en flot og gennemarbejdet præsentation af de muligheder sekretariatet kunne få ved en placering i den gamle realskole på Fanø, valgte bestyrelsens flertal en anden placering. Jeg er selvfølgelig ærgerlig og irriteret over, at os der fra starten bakkede op om etablering af Nationalpark Vadehavet og samtidig ønskede en større udstrækning, ikke fik placeret nationalparkens hovedsæde i vores kommune. Beslutningen er nu truffet, og med udgangspunkt i Fanø Kommunes projektbeskrivelse for den gamle realskole, skal vi nu finde en anden anvendelse for bygningen. En anvendelse der skaber beskæftigelse og udvikling på Fanø. Vi har før haft udfordringer med anvendelse af ledige bygninger og fundet gode løsninger. Den 5.500 m2 store søfartsskole blev efter en svær start til en veldrevet efterskole, hjemsted for kommunens beredskab samt mødested for dagplejen. Den 2.700 m2 store navigationsskole blev til et flot sundhedshus. Ved fælles hjælp og iderighed får vi selvfølgelig udfyldt de 850 m2 i den gamle realskole. For at kunne reagere relativt hurtigt, den dag bygningen skal tages i brug, vil Fanø Kommune nu søge puljemidler til etablering af den elevator, der er foreslået i præsentationsmaterialet. Dermed vil bygningen opfylde kravene om niveau fri adgang for handicappede og gangbesværede. Uden at dette indlæg skal opfattes som en opfordring til debat om bygningens fremtidige brug, modtager vi på Rådhuset selvfølgelig gerne forslag, der kan indgå i overvejelserne om en fremtidig anvendelse af bygningen.
Erik Nørreby, Borgmester
|