Jeanett Exner, har fået en af fanøs lokale kunstnere til at fortolke det fine, gamle vægmaleri i det tidligere missionshus på Hovedgaden 105B i Nordby.
Medindehaver af det tidligere missionshus, Jeanett Exner, har haft gang i den helt store renovering og der er kommet friskt liv og lys i de fine, gamle lokaler. Selv det gamle vægmaleri fra 1956 fremstår nu i de smukkeste klare blå og grå toner – nænsomt, nyfortolket af Rie Leth Birkedal, og med stor respekt for den oprindelige kunstner, E. Fröst. – Vi har intet kunne finde omkring den tidliger kunstner, der i 1956 malede billedet og dette er hermed en opfordring til at henvende sig til os, hvis man ligger inde med viden om E. Fröst, siger Jeanett Exner.
Jeanett henvendte sig til Rie Leth Birkedal, der på Fanø ellers især er kendt for hendes smukke blomsterakvareller. Rie, der var en smule skeptisk i begyndelsen, kom på besig-tigelse, og blev overbevist af Jeanett. Arbejdet blev udført på et stillads næsten 4 m over gulvhøjde, 7 timer hver dag i 5 dage, og ofte i sære stillinger. – Ja, det var jo ikke uden omtanke at jeg valgte at spørge Rie, siger Jeanett, Rie er en fri kunstmaler og udfordringen bestod derfor i, at hun skulle samarbejde med den tidligere kunstner – altså var hendes frihed denne gang bundet. – Vi er meget stolte af, at vi har bevaret det religiøse budskab og farvevalget er bare helt perfekt. Dette maleri vil komme til at være her i 100-vis af år, og jeg syntes, at det er super modigt af Rie, at hun turde tage opgaven i så lille et samfund, hvor menigerne kan være meget delte. Men Rie har været meget karakterfast omkring hendes arbejde, og det har været en fantastisk process, at se hende arbejde og tage den udfordring op, på tværs af det orginale maleri. Der kommer til at blive meget tomt, når stilladset bliver taget ned og Rie tager hjem, siger Jeanett.
Hele arbejdsprocessen er nøje dokumenteret, hver halve time, og der har været rigtig mange inde og se hvordan Rie har arbejdet. Maleriet vil kunne ses når Jeanett indvier salen og salens planlægning bliver offentliggjort, men dørene vil også blive åbnet efter henvendelse til Jeanett.
Jeanett Exner vil bruge lokalerne til mange forskellige formål . – Der vil være teater, foredrag, sang og musik, udstillinger og meget andet kunst og kultur, alt hvad jeg lige føler kunne være godt og relevant for øen. – En slags kultursal, hvor min »mission« er at skabe en helt masse liv og glæde og hvor rammerne er vide, slutter Jeannett.
Tekst og foto: GV