Derfor skal man vælge et liv på Fanø PDF Udskriv Email
Onsdag, 26. oktober 2011 10:46
 
Hvordan får man gjort Fanø attraktiv for bosættere? Hvad er det, der efterspørges – og kan Fanø levere det? Det første borgermøde om Fanøvisionen handler om bosætning. 

Rigtig mange, der vokser op på Fanø, ender med at stå af færgen for sidste gang på fastlandet med en kuffert og et flyttelæs. Det kan være uddannelsen, der trækker. Et nyt job, en ægtefælle, en anden tilværelse der gør, at »hjemme« ikke længere er Fanø. – For hver gang, en person flytter fra Fanø, skal en ny meget gerne flytte hertil, siger viceborgmester Lone Müller Sigaard.
Derfor er bosætning et vigtigt indsatsområde for Fanøs strategi, og det første borgermøde i Fanøvisionen er da også dedikeret til netop det emne. Borgermødet finder sted på Nordby Skole onsdag den 2. november fra kl. 19.00-22.00. 
– En øget bosætning skal fastholde udviklingen af samfundet. Derfor er det essentielt for Fanø, at vi hele tiden formår at tiltrække nye borgere, siger viceborgmesteren. Det er således en bundet opgave for Fanø at sikre bosætningen fremover. Men hvordan gør man det? Hvem er det, vi kan få til at flytte hertil? Hvad hindrer det – og hvad gør vi for at fjerne de hindringer? Det skal borgermødet gerne bidrage til at afklare. – Det kan være, vi skal se på vores sammensætning af boligtyper. Er det ejerboliger, lejerboliger, ungdomsboliger, der mangler? Måske er det vores faciliteter, vi skal kigge på – rammerne på øen, tilgængeligheden med færgen, lokalplanerne. Vi håber, borgerne kan komme med mange gode bud, siger Lone Müller Sigaard. – Mange af os, der bor på Fanø, bor her af lyst og kan ikke forestille os andet. Vi skal bare have flere til at vælge det samme, siger viceborgmesteren. 
På mødet om bosætning vil Fanøs Ungeråd i øvrigt bidrage med deres bud på, hvordan det er at bo på Fanø. Fanøs unge har også et debatforum på Facebook, søg på »unges visioner for Fanø«. For de lidt ældre debatlystne er der oprettet et forum på kommunens hjemmeside.

Hvad skal være ledestjernen for fremtidens Fanø? Det skal tre temaborgermøder henover efteråret forsøge at finde svar på. Temaerne er henholdsvis bosætning, erhverv og turisme, inden der afslutningsvis på et fjerde borgermøde opsummeres, hvad ønskerne om indholdet i Fanø Visionen skal være. Første møde onsdag den 2. november er altså om »Bosætning«– næste temamøde er »Erhverv« onsdag den 9. november i Strien fra kl. 19.00-22.00. Læs mere på www.fanoe.dk og tilmeld dig arrangementerne på Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. .
 
Goto Top