I lørdags blev jeg officiel – med navneskilt på og sager. Borgmesteren talte til mig og om mig, og fortalte om, da min forgænger væltede i en storm i 1935. Selv kunne han dårligt holde balancen, og nogen havde en form for tågehorn med, for at alle de fremmødte kunne høre hans smukke ord.

Oppe fra mit bjerg kunne jeg høre, at nogen spillede musik til min ære – jeg svejede lidt i takt.

Flere var kommet for at tale rosende om mig, og om de mennesker, der har fremstillet mig. De er altså også rare – måske lidt hårdhændede af og til ... men det skal vel til, når man skal rejse noget så stort og smukt som mig.

Pludselig blev der en farlig larm og ballade. Det var nogle sørøvere, der havde besat lokalet, for så at dekorere ham den flinke mand, der med stærk hånd har styret projekt Æ Kåver (mig) på plads.

Nu står jeg så her – skuer stolt ud over havet, og ud over min smukke by og ø.

Tak til alle Jer, der har kæmpet hårdt for at få mig på plads.

Jeg skal gøre mit bedste for at gøre Jer ære.