På Strandvejen 21 på Fanø ligger en malerbutik. Butikken hedder Flügger farver, indehaveren er Ian Pettit og han ejer samtidig et malerfirma ved navn Fanø farver.
I 1996 tog Ian Pettit, Mette Hübschmann, der er opvokset på Fanø, og deres 3 børn, den store beslutning at emigrere fra New Zealand til Fanø. Efter 18 måneder uden fast arbejde, besluttede Ian sig for at gå i voksenlære som maler hos henholdsvis Kerry Harm Nielsen og Frank Diron på Fanø. For fire år siden startede Ian som selvstændig, og åbnede butikken på Strandvejen. I begyndelsen havde Ian ingen ansatte, men han blev hurtigt klar over at han ikke selv kunne magte det, heldigvis, voksende antal arbejdsopgaver, så han fik ansat Carsten Brink, Jesper Jørgensen og Anne Mette Aafeldt. Ian veksler mellem de forskellige arbejdsopgaver, og er derfor også selv i butikken af og til. Ellers er det meget alsidige arbejdsopgaver de tre malere udfører, og Ian, der har arbejdet rigtig meget med sit håndværk i gamle fanøhuse, orglet i Sønderho og Sønderho Mølle kan med stolthed sige at alle tre malere spænder bredt, og kan tage stort set alle former for malerarbejde, da de alle har forskellige evner. Det lille firma sætter en stor ære i at efterlade arbejdsstederne rene og pæne. – Det betyder meget at det ikke ligner en slagmark når vi efterlader stedet, udtaler Ian. Carsten Brinck er opvokset på Fanø og blev udlært i februar 2011. Han fik en flot 2. plads ved DM Skills i Odense, hvor han forinden havde vundet regionsmesterskabet og fik et 10 tal og bronzemedalje ved sin svende-prøve. Carsten er specielt dygtig til tapetsering, og er i det hele taget en dygtig all-round maler. Jesper Jørgensen har arbejdet som maler på Fanø i mange år. Han har rigtig meget erfaring med gamle fanøhuse, og er især dygtig til gamle sprosse-vinduer. Han er også en særdeles kompetent og pålidelig medarbejder.Anne Mette Aafeldt, også opvokset på Fanø, er ansat i flexjob i butikken, Flügger Farver, og før ansættelsen hos Ian har hun været i ca. 14 år hos Fanø Blomster og en periode i trykkeribranchen, hvor hun begge steder har haft god gavn af sine kreative evner og fine farvesans. Da Anne Mette søgte jobbet hos Ian, lagde han stor vægt på de menneskelige egenskaber, da hun i butikken arbejder i en serviceorienteret funktion, og hun er ligeledes en værdsat og meget vigtig medarbejder. – Vi er generelt et rigtig godt lille team og passer på – og respekterer hinanden. Jeg er virkelig glad for alle mine ansatte, og det er fantastisk, at vi alle har forskellige evner, så vi sammen er et arbejdsmæssigt super-hold, siger Ian. Hans mål er at holde alle i arbejde og heldigvis ser fremtiden ud til at ønsket holder. – Det skal også lige nævnes, at vi har et rigtig godt samarbejde med mange af de lokale håndværkere her på øen, og det er jo også med til at bevare arbejdspladser, slutter Ian.
Tekst og foto: GV
|