|
Uppercut Danseteater leverede en fantastisk opvisning, hvor Fanø Ugeblad også fik en »rolle«. Foto: Sødder
Det var så den Gadeteater Festival
Igen en god blanding af alt muligt.
Fanø Pipes and Drums er jo altid gode, og vækker altid begejstring hos publikum. De havde en god »hale«af folk med sig fra havnen til Konsul Lauritsens Plads.
Dér ventede mange allerede. Både for at høre sækkepiber og for at at se den næste forestilling »Post Scriptum« med Thêatre de Sursaut. En ny fortolkning af Rødhætte og Ulven. Og sikke da en grimmer ulv. Men – jægeren kom jo til sidst og skød den, og ud af ulvens mavesæk blev der hevet en laaang tarm med både Rødhætte og Bedstemor. Og så ende det jo godt. En rigtig god forestilling. Og masser af publikum.
Fredag ved det gamle fritidshjem var det Teatret Fyren og Flammen med Fusskopf. Mange, mange børn var mødt op for at se. Og de havde en god forestilling at se på. Det er altså heller ikke hver dag man ser sådan en stor næse, mund og fod. Fredag eftermiddag på Museumspladsen (eller Enfoldig-hedens Plads som den hed før i tiden – var der en der fortalte mig) var der danseopvisning ved Uppercut Danseteater. Det er godt at have en erfaren sceneteknikker med i organisationen. For dansegulvet af masonitplader skulle være helt præcist sat sammen. Igen kom der mange tilskuere. Og sikke da en forestilling af de seks unge mænd! Masser af energi, god dans og en god historie om venskab og fjendskab og livet generelt. De gik lige ind i publikums hjerter. Bagefter var der lige et par børn, der skulle have et par gode tips – og ellers bare prøve dansegulvet.
Lørdag formiddag kom der tre cyklister ned gennem Hovedgaden. De var i færd med at samle oplysninger til den Store Encyklopedi. På Konsul Lauritsens plads slog de sig ned og lavede en dejlig forestilling, fik målt og undersøgt, serveret kaffe og gået planken ud. Tak til Teatret Beagle med »EnCykloPædisterne«. Igen var der mange der stoppede op for lige at se.
Det har igen i år været et par dejlige dage for os arrangører. Så tak til de optrædende, til alle de mange tilskuere vi har haft – det gør det så dejligt at arrangere. Tak til keramiker Hübschmann, der altid lægger have og hus til torsdag aften. Tak til Svoldgård for strøm, Jimmys Køkken for lån af stol, til Henning Frosch for hjælp med masonitplader.
Og selvfølgelig tak til vore sponsorer: Flügger Farver, Fanø Ugeblad, Fanø Erhvervs- og Turistråd, Lida og Oskar Nielsens Fond, Nordby Brugsforening, Danibo, Fanø Trafikken, Hans & Grethe Creperie, Møllesti Bed & Breakfast, Fanø Krogaard, Restaurant Ambassaden, Café Aroma, Fanø Sparekasse, EDC Mæglerne, Fanø Kommune, Restaurant Røde Kro, Fanø Bryghus, Tempo Super Spar.
Og tak til Camilla Rose Christoffersen, der har tegnet plakaten, der har prydet rundt omkring i byen. Tak til Biblioteket fordi vi måtte hænge alle de andre flotte plakatforslag op.
Helene, Brian, Sødder, Mette, Britta, Lis og Ragnhild
|