|
Tirsdag, 17. august 2010 17:01 |
|
Dagbladet Børsen har i samarbejde med analysefirmaet Niro Invest risikovurderet de danske pengeinstitutter forud for 1. oktober, hvor den statslige ubegrænsede indskyder-garanti bortfalder, og her kommer Fanø Sparekasse ind på en flot 2. plads over de mest sikre banker i Danmark, kun overgået af Hals Sparekasse. Højst overraskende lander Danmarks storbanker langt nede på listen. Om de lokale banker siger Nicholas Rohde til Børsen: »Det er de pengeinstitutter, som er tro mod deres egne formål, nemlig at være en lokal bank i et klart defineret nærområde. Er de det, så har de formentligt et meget fint billede af, hvordan deres kunder har det. Og går disse banker ikke ud og laver engagementer med kunder og segmenter, som de ikke kender, så er chancen for at komme galt af sted mindre end ellers. Det er lidt det gamle kirketårnsprincip om, at man skal holde sig til de kunder, man kan se fra kirketårnet. Så kender man dem godt, og så ved man næsten før kunderne, om de er ved at få det skidt«. (se mere på www.borsen.dk). Sparekassedirektør, Freddy Christensen siger, at det ikke kommer som nogen overraskelse at sparekassen er meget solid. »Det kommer ikke helt bag på mig. Vi har den holdning, at de opgaver vi påtager os skal vi have det fulde kendskab til. Vi har holdt os fra at indgå i den store eksponering der har været på ejendomsmarkedet i de sidste par år. Det er ekstra rart, at vi er så solidt et pengeinstitut når statens generelle og ubegrænsede indskydergaranti bortfalder den 1. oktober 2010. Fra den dato vil kunders indestående kun være sikret de første kr. 750.000. Men med en placering som landets andet bedste pengeinstitut, kan sparekassens kunder sove roligt«, siger Freddy Christensen med et smil. DH
|
|
Senest opdateret: Onsdag, 25. august 2010 09:08 |