»Skygger i Vadehavet« (nr. 32/02.09.2010) PDF Udskriv Email
Torsdag, 02. september 2010 04:37

Vadehavet
Fra venstre: Mathilde og Sisse Fynbo, Røskva Grønager Thulin, Isabella Exner og Gertrud Exner var på besøg på Fanø Ugeblad, hvor de fortalte om det spændende vadehavsprojekt.

For små to år siden fik skuespiller og instruktør Gertrud Exner en ide i forbindelse med indvielsen af Nationalpark Vadehavet. Hun ville sammen med 4 kunstnere fra billedkunst, dans, musik og teaterverdenen, og 30 børn og unge fra vadehavsregionen skabe en forestilling med udgangspunkt i vadehavets mønstre og lyde, drama og skønhed.


Det blev til et samarbejde med Fanø Kommune, der strækker sig over 2 weekender med prøver og workshops inden opførelsen den 11. og 12. september kl. 11.30 på Søren Jessens Sand ved Fanø Bad.

Gertrud har samlet 27 piger og 3 drenge i alderen 10-15 år fra Fanø, Varde, Ribe og Esbjerg, der sammen med billedkunstner Marie Louise Exner, danser Jytte Kjøbek og musiker Claus Carlsen indtil nu har brugt en weekend på at lege, danse, tegne og spille sig til den preformance, der skal udgøre »Skygger i Vadehavet«. Det kan være mønstre på havbunden ved ebbe, skyer på himlen, fugleflokkes skiftende formationer, fjerne dump fra havet, knasende knivmuslinger under fødderne. Denne mangfoldighed overføres på musik, tegninger og koreografi.

– Vi vil skabe et billedteater, der tager udgangspunkt i naturens lyde, og vi viser, hvad man kan med krop og fantasi. Det er vigtigt at det er publikum selv, der tolker forestillingen, siger Gertrud Exner. – Alle er lige vigtige i projektet, og at der ikke er nogen hovedroller, er rigtig fint, siger Røskva. – Ja, det har været sjovt, og da intet har været planlagt fra begyndelsen, har vi haft is i maven, siger Gertrud Exner. Det er jo en kort proces og der er mange børn, men det har været rigtig positivt.

Alle har lavet tegninger, mønstre, bevægelser, skygger og lyde, der har inspireret den koreografi, som Gertrud sammen med de andre voksne kunstnere stykker sammen til forestillingen.

Mødet med de profesionelle kunstnere har været givende for børnene og Gertrud lægger vægt på at det er et kunstnerisk projekt. – Det er rigtig spændende at møde en professionel danser og prøve den moderne dans, når man som jeg, er vandt til at danse klassisk ballet, udtaler Isabella Exner.

Gertrud Exner vil gerne sige tak til: Fanø Kommune, Fanø Badeland, Tempo Super Spar, Super Brugsen, bagerne i Nordby og Sønderho står for forplejningen af de unge aktører.

Tekst og foto: GV

Senest opdateret: Torsdag, 02. september 2010 04:49
 
Goto Top