NemID-Fest på Biblioteket (nr. 32/02.09.2010) PDF Udskriv Email
Torsdag, 02. september 2010 04:43
NemId
En hidtil ukendt slags fest!

Og måske heller ikke den sejeste fest verden har set. Det er »op ad bakke« at gøre NemID festlig. Men Fanø Kommune og Fanø Bibliotek gør i fællesskab et forsøg alligevel. Alle får jo brug for denne »digitale underskrift«. Har man netbank er det simpelthen et krav.

NemID skal være den fælles og enkle adgang til alt det, vi skal ordne via internettet. Lønsedlen leveres direkte til: www.e-boks.dk, skattevæsnet træffes lettest på: www.skat.dk, ejendomsoplysninger og lægejournal findes på: www.borger.dk, hvor der også er samlet masser af kommunale oplysninger og selvbetjeningsmuligheder.

På Rådhuset kan du få NemID. Men som det særligt festlige stiller Bibliotek og Borgerservice op sammen tre onsdage i september på Nordby Bibliotek. Samt på Sønderho Bibliotek en tirsdag. Se annonce her i Fanø Ugeblad.

Desværre er delfinshowet og pedicuren strøget af programmet. Men kom alligevel og få en NemID. Eller hør hvad den kan bruges til. Biblioteket har pc-er til at øve sig på. Nordby Bibliotek har trådløst internet. En såkaldt »Hot spot«. Man kan derfor medbringe sin egen bærbare pc og øve sig på den. NemID kommer vi ikke udenom. Derfor synes vi, du skal komme til vores NemID-fest.

Hvis du stadig tøver: Hver gang kommunen kan sende et brev til en e-boks i stedet for at sende et brev af papir, spares der porto. Og dermed skattekroner. Og hvem synes ikke det er festligt? Kom som du er! Husk blot pas eller kørekort (eller sygesikringsbevis og dåbsattest). Ellers er der nul NemID.

Fanø Kommune og Fanø Bibliotek byder op.

Senest opdateret: Torsdag, 02. september 2010 04:50
 
Goto Top