COBRA Kabel

For at skåne de fredede klitter ved Pælebjerg laver Energinet en styret underboring til det kommende højspændingskabel mellem Danmark og Holland. Arbejdet går i gang til januar næste år
Fanø lægger jord til en del af et kommende højspændingskabel, som skal forbinde elsystemerne i Holland og Danmark. Kablet skal være med til at sikre en effektiv omstilling til grøn energi, og det skal være med til at sørge for, at de to lande altid har strøm i kontakten.

Underboring af klitterne ved Pælebjerg januar – februar 2017
Den første del af selve anlægsarbejdet sættes i gang i januar 2017. I de første dage i januar køres materialer og maskiner til Fanø, og herefter igangsættes selve arbejdet med at underbore klitterne. Det vil sige, at der bores rør gennem klitterne, som kablerne senere trækkes igennem. Med denne metode undgås at klitterne bliver beskadiget.
Den 800 meter lange underboring starter umiddelbart øst for klitterne og ca. 150 meter vest for P-pladsen ved Mågekolonivej (Hundeskoven).
Ved Mågekolonivej oprettes et arbejdsområde på ca. 2500 m2. Inden for arbejdsarealet vil der blive etableret et borebassin på ca. 50 m2. Der vil også være opstillet et antal containere, mandskabsvogne og overdækkede områder.
På stranden ud for Pælebjerg, hvor underboringen kommer til syne igen, oprettes også et arbejdsområde. Arbejdsområdet her vil være mindre, men vil også omfatte skurvogne mv. Der vil til arbejdsområdet på stranden være behov for transporter af maskiner og PE-rør via Kirkevej, Rindby Strand og langs stranden mod syd til området ud for Pælebjerg.

Adgangsvej omlægges
Arbejdet ved Mågekolonivej betyder, at den normale adgangsvej til stranden vil være omlagt til en alternativ rute fra P-pladsen og frem til vest for arbejdsområdet. Den alternative rute til stranden vil være afmærket, mens arbejdet foregår fra starten af januar til starten af februar 2017. Enkelte betonfliser på Mågekolonivej vil være beskyttet af køreplader. Der er tale om betonfliser med spor af cykeldæk, vognhjul og hestesko fra 1940’erne, som skal sikres mod skader i forbindelse med transporter af materialer til underboringen.

Kabellægning går i gang i juli 2017
Underboringen af klitterne ved Pælebjerg vil ligge klar til indtrækning af kabler, når resten af anlægsarbejdet går i gang i juli 2017.
Igen vil arbejdet indledes med, at der transporteres materialer og maskiner til Fanø. Køreplader lægges ud, hvor det er påkrævet, og der udføres mindre underboringer ved cykelstien, Postvejen og Albuevej. Herefter igangsættes selve nedgravningen af kablerne. Når kablerne graves ned, sker det med en gravekasse, hvilket betyder, at kabelrenden dækkes til umiddelbart efter, at kablerne er lagt i kabelrenden. Kabelrenden står altså kun åben i kort tid.

Arkæologiske forundersøgelser er gennemført
I sommeren 2016 gennemførte Naturstyrelsen en rydning af den beplantning langs kabelruten, som ville være i vejen for anlægsarbejderne i 2017. Efter kabelruten var ryddet for bevoksning, udførte Sydvestjyske Museer fra august til december 2016 arkæologiske forundersøgelser langs kabelruten. Undersøgelserne skulle klarlægge, om der var arkæologiske værdier at finde langs ruten. Dette var ikke tilfældet, og kabelruten er nu klar til, at kablerne kan graves ned i 2017.
I løbet af foråret 2017 vil Energinet igen informere om COBRA kablet og anlægsarbejderne på Fanø. Desuden vil der under anlægsarbejderne være skiltet ved arbejdsarealerne.