Der er igen mulighed for at søge tilskud fra Fanøs Bevaringsfond

Bevaringsfonden på Fanø afholder igen ansøgningsrunde, hvor der er mulighed for at søge om tilskud fra Fonden. 

Næste ansøgningsfrist er den 3. april 2017. Der kan søges om tilskud til projekter, der lever op til Fondens formål. Bestyrelsen har i første omgang valgt at målrette midlerne til foreninger offentlige organer, og der kan bl.a. søges tilskud til projekter, der er med til at bevare de særprægede arvede kulturværdier på en nænsom måde til eftertiden, samtidig med at nutidens mennesker skal kunne leve og trives i miljøerne. Det kan f.eks. være renoveringsprojekter af bevaringsværdige og fredede ejendomme, men det kan også være tilskud til udgivelse af publikationer og andet oplysende/formidlende materiale, der ligger inden for Fondens interesseområde.
Fondens bestyrelse uddelte de første midler af Fondens formue i januar måned. Her blev i alt uddelt 181.000 kr. De støttede projekter er:
- Udskiftning af 15 gadeskilte i Nordby til nye skilte med formidling (projektholder er Fanø Kommune)

- Dokumentarisk film om Sønderho (projektholder er Foreningen for bosætning af børnefamilier i Sønderho)

- Renovering af østgavlen på Sønderho Forsamlingshus

- Udskiftning af vinduer i Musikkens Hus, Sønderho

- Reparation af murværk ved Brandmuseet i Sønderho (projektholder er Fonden Gl. Sønderho)

Siden 1982 har bevaringsfonden på Fanø bl.a. givet borgere og andre mulighed for at låne midler til restaurering af bevaringsværdige huse. 
Tiderne og den økonomiske udvikling har dog indhentet Fonden, og de tidligere attraktive muligheder, som Fonden tilbød, er ikke længere relevante. 
Fondens bestyrelse har derfor besluttet at opløse Fonden, hvilket betyder, at Fondens indestående på ca. 800.000 kr. nu udloddes til projekter, der lever op til Fondens formål. Efter den første uddelingsrunde er der således ca. 600.000 kr. tilbage. 
Fonden har tre år til at udmønte midlerne, men det er dog bestyrelsens forhåbning, at midlerne er udloddet senest ved udgangen af 2018. Der er i første omgang ikke lagt loft på, hvor meget der kan søges om, dog stiller bestyrelsen som krav, at tilskudsmidler skal bruges senest et år efter, de er bevilgede. Midlerne vil blive udbetalt ved igangsætning af projektet. 
Ud over de to ansøgningsrunder her i første halvdel af 2017, er der også planlagt en ansøgningsrunde mere i september, hvor der er frist den 4. september. Behandling af ansøgningerne vil ske på bestyrelsesmøde ca. 14 dage efter fristen. 
For at søge om midler skal fondens ansøgningsskema benyttes. Dette findes sammen med fondens vedtægter på Fanø Kommunes hjemmeside www.fanoe.dk under »politik – udvalg, råd og nævn«.

Har man spørgsmål vedr. fonden og ansøgningsprocedure, kan Helle Andersen kontaktes på bgseha@fanoe.dk eller tlf.nr. 51835285 (efter den 17. marts overtager Anne Bjerggaard opgaven. Hun kan kontaktes på bganb@fanoe.dk eller tlf. nr. 51 19 57 57).