For nogle år siden modtog redaktionen en julehistorie, skrevet i 1994, af nu afdøde Aage Juul fra Fanø, hvor han skriver til hans gode, lille ven, den dengang 4-årige dreng, Dan:
En julehistorie – Kære Dan
Da det nu snart er jul, så må jeg hellere fortælle dig lidt bibel-historie – se, da du sejlede på Nissum Bredning, så du Rasmus sælhund dreje af og gå ind mod Lemvig – lige der, hvor Rasmus ændrede kurs, ligger noget der hedder Geller Odde. Her boede en af mine bedste venner, som jeg fiskede sammen med i mine unge dage. Når vi sad om aftenene ombord på kutteren så fortalte min ven Jens altid historier fra bibelen. Han havde hørt dem fra sin onken, der hed Jeppe Aakjær – han boede forresten på Salling, lige syd for Fur, som du også sejlede forbi – han boede på en gård, der hedder Jenle, den skulle du besøge engang – Jeppe havde hørt historierne fra gamle Johannes, som altid fortalte historier. Han kunne ikke altid huske dem, så han digtede lidt om på dem, men det gjorde nu ikke noget. Når jeg nu skal fortælle dig historien, så er det heller ikke sikkert, at jeg kan huske det hele rigtigt, men der er da noget om det.
Jeg vil først fortælle dig om dengang Abraham og Sara fik sine fremmede: det var et meget gammelt ægtepar, manden hed Abraham og konen hed Sara. De havde en gård i Mamrelund – det er det vi nu om dage kalder Rindby – jeg tror nok det er den gård, der ligger lige der, hvor Sønderhovejen deles med vejen ned til Rindby Strand.
Så en dag da Abraham gik og gravede orm nede ved diget til lystbådehavnen – han skulle have fanget nogle bakskuld til julen – så blev han lidt træt og satte sig op på diget lige overfor, hvor jeres båd plejer at ligge. Så hørte han, at der kom en motorbåd ind. »Det er dog et flot lysskær, der er over den båd«, sagde Abraham til sig selv. »Jamen det er jo Helge der kommer sejlende, men sikke da en masse mennesker han har med«. Da båden var lagt til, råbte Helge: »Abraham, jeg har fine fremmede med til dig. Du får besøg«.
Da de fremmede kom op på broen, kunne Abraham se, at det var Gud og to af hans engle. »Kære Gud, hvor er jeg glad for, at du kommer på besøg. Det har Sara og jeg ønsket os i mange år«, sagde Abraham. »Jeg har også længe haft i tankerne, at se til jer, men jeg har jo ikke kunnet finde ud af den nye færgeplan. Det er også derfor jeg måtte have et lift af Helge. Men vi er godt sultne, så jeg håber, at Sara har lidt mad til os«, svarede Gud. »Jeg smutter lige op på plejehjemmet og låner telefonen«, sagde Abraham. Da han fik fat i Sara, blev hun meget befippet: »Jamen, vi kan da ikke have fremmede lige nu, jeg har håret fuld af papilotter«, sagde hun. »Skide med det«, sagde Abraham »du kan da bare holde dig ude i køkkenet, men sæt nu noget sul på bordet – det bedste vi har, så kommer vi gående derud af«. De var nødt til at gå, for hans Lada var til reparation oppe ved Tonny.
Nå, men de gik nu ud af Østvejen, og da de nærmede sig gården, sagde Abraham: »Jeg kan da se, at vi skal have Sakkuk til middag«. »Nå, hvordan kan du se det?«, spurgte Gud. »Jo, ser du, Sakkuk, det er saltet kød, hvortil man får en risbudding, og den skal koges i en sæk. Men vi har ingen sæk på gården, så Sara bruger altid den ene strømpe, og jeg så lige et glimt af hende, og hun havde kun én sok på, så der er ingen tvivl«. »Det var smart«, sagde Gud. Da de kom nærmere lugtede det mærkeligt. »Det var dog en underlig lugt«, sagde Gud. »Ja, men det er bare fordi hun også rister bakskuld på komfuret«, sagde Abraham. »Det er altid godt at starte med en ristet bakskuld«, råbte Sara ude fra køkkenet.
Nå, men de spiste maden, og gud sagde, at bakskuld var de bedste fisk han nogensinde havde fået, mens han godt nok fandt at Sakkuk lå lidt tungt i maven.
»Jamen, har I slet ingen børn?«, spurgte Gud. »Nej, men det har vi godt nok ønsket os i mange år. Vi ville så gerne have en søn, der kunne gå lidt til hånde«, sagde Sara ude fra køkkenet. »Kom du bare frem, Sara«, sagde Gud »vi tager os ikke af, at du har papilotter i håret. Kom du kun ind, så vi kan sige dig tak for al den dejlige mad du har lavet til os. Og som belønning for alt, hvad du har gjort, skal jeg hjælpe dig til at få en søn«. »Jamen, det går da ikke«, sagde Sara, »jeg er jo halvfems år, så det kan nok ikke lade sig gøre«. »Jo«, sagde Gud »hvis der sker det mirakel, at færgen en dag er i Esbjerg til tiden, og der samtidig er en bybus klar til at køre, så er det et mirakel, og hvis det sker, så skal jeg sørge for, at I også får en søn«.
Abraham og Sara takkede mange gange, og Gud og hans to engle gjorde klar til at tage afsted. De skulle først en tur ned til offerstedet i Moria – det er det vi nu kalder Pælebjerg, og derefter skulle de lige hen og skælde ud på nogle af filistrene – det var dem der boede i Sønderho. Men inden de gik, fik de lige et par snese bakskuld med, som de blev meget glade for oppe i himlen. De nåede den sidste færge – det var Sønderho, det var blevet noget lavvande i mellemtiden.
Da der var gået et års tid, skete der det, at færgen gik på grund ude ved Slunden, og derved blev så forsinket, at den kom til at passe med bussen ovre i Esbjerg. Og straks efter blev Sara gravid, og fik en prægtig søn (næsten lige så sød som dig). Abraham blev så glad, at han bestemte sig til at ofre et par høns til Gud ude på Pælebjerg. Men da han ikke kunne lide at slå høns ihjel, så smuttede han ned i drugstoren i Hovedgaden, og købte et par grillkyllinger, som han bragte ud på offerstedet.
Sådan blev alle glade – i himlen fik de bakskuld, Sara og Abraham fik en dejlig søn, og Gud fik sine grillkyllinger – så det blev en rigtig god jul. Og man kunne høre englene synge, for de havde snuppet brændevin med hjem til kaffepunch. (Du kan lige få mor til at tegne Gud og de to engle, og Sara med papilotter og een sok).

De venligste hilsener til dig og hele din familie fra
Aase og Aage