En sidste hilsen

Kom man forbi en mølle om formiddagen, tirsdag d. 20. februar, kunne man stoppe op, og betragte et sjældent syn. Her blev prins Henriks bisættelse markeret ved at sætte vingerne i sørgeposition, hvor vingerne danner et kors. Fra solopgang og frem til klokken 12 stod møllerne i denne position, også Sønderho Mølle sendte en sidste hilsen til prinsen. Derudover blev der også flaget på halvt. I normal hvileposition står de fire møllevinger diagonalt.
Møller i sørgestilling er en gammel tradition, der især blev brugt i møllernes storhedstid før den industrielle revolution, når afdøde personer i nærområdet skulle æres.
Før i tiden var det almindelig opfattelse, at møllevinger ikke måtte stå i kors. Det blev set som misbrug af korsets hellige tegn.