Fanøpige vinder essay-konkurrence

Isabella Gorzelak fik af Eva Harlou overrakt blomster og 5000 kr. til klasssekassen. Foto: Brian Rasmussen.

Tirsdag den 7. februar var 8.A i Aarhus, fordi de havde været med i forløbet Avisen i undervisningen.
 
Det troede de i hvert fald. I virkeligheden var de afsted, fordi Isabella Gorzelak vandt essay-konkurrencen »Gentænk Nyheder«, der var organiseret af Avisen i Undervisningen og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. 
Isabella opfordrer medierne til at gentænke nyheder og fokusere på alt det positive, der sker hver eneste dag. Og positivt var det i hvert fald, da det lykkedes dommerkomiteen at overraske Isabella og klassen på Dokk1, hvor Eva Harlou, der er medlem af Aarhus 2017-bestyrelsen, overrakte blomster og 5000 kr. til klassekassen i 8.A. Samtidig offentliggøres essayet af Aarhus Stiftstidende og World Association of Newspapers.
Efter prisoverrækkelsen var klassen inviteret på frokost, og der blev også tid til et besøg på Aros – inviteret af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017