Fantastisk flot færgeoverfart ...

På billedet ses Jacob Bay, projektkoordinator og fundraiser ved Fanø Kommune i samtale med designer Mark Sandford, der har kreeret de flotte plancher til udstillingen.

 

Fredag den 27. januar var sejlturen på færgen en helt ekstraordinær oplevelse, i hvert fald for passagerer og presse i tidsrummet fra kl. 11-13.

Færgen lagde denne smukke, solfyldte dag lokaler til den officielle indvielse af en fast verdensarvsudstillling på færgen.
Både presse og erhverv var rigt repræsenteret denne dag, og der var officielle taler ved salgs- og marketingschef for 
FÆRGEN, Lindy Kjøller, udvalgsformand for Fanø Kommune, Kirstine Kaas Krog samt formand for Regional Udvikling i Region Syddanmark, Bo Libergren.
Udstilling på de to Fanøfærger, Menja og Fenja skal formidle Unescos Verdensarv let og tilgængeligt for turister og lokale. Det er et produkt af et langt projekt mellem Fanø Kommune og Færgen, og det skal få folk til at stoppe op og huske at nyde og udforske den fantastiske natur, som er lige for snuden af os.
– Det har været utrolig svært at finde ud af, hvordan man materialiserer Vadehavet og verdensarven. Hvordan man får det almindelige menneske til at komme ud og opleve den her natur. Det, vi forsøger her, er at give en »godbid«, og så må folk selv ud at se og røre, fortæller Kristine Kaas Krog (Fanø Lokalliste), udvalgsformand for Erhvervs- Natur- og Teknikudvalget i Fanø Kommune.
Udstillingen tager udgangspunkt i ti nøje udvalgte lokaliteter på Fanø, som på store tapeter og plancher giver et indblik i nogle af de helt særlige naturfænomener, som indkapsler verdensarven.
– Det kan være svært at se, hvorfor en umiddelbart kedeligt udseende græsmark er utrolig interessant i forhold til Unescos verdensarv. Det, vi forsøger med den her udstilling, er, at folk skal få øjnene lidt mere op for det. Vi skal være stolte af at bo midt i en nationalpark, og jeg håber, at det her kan være med til at skabe en form for positiv identitetsfølelse omkring Vadehavet, siger Marco Brodde, naturvejleder i Fanø Kommune, som har forfattet alle teksterne til plancherne.
 – Det var en fornøjelse at det se det færdige resultat af det smukke samarbejde mellem Kommune, FÆRGEN, Nationalpark Vadehavet, Sydvestjysk Udviklingsforum, Region Syddanmark, Kulturregion Vadehavet og Danibo Sommer- husudlejning, udtalte Jacob Bay, projektkoordinator og fundraiser ved Fanø Kommune.

Tekst og foto: GV


Fakta:
Verdensarv udstillingen 
Udstillingen er realiseret med støtte fra Færgen, Nationalpark Vadehavet, Sydvestjysk Udviklingsforum, Region Syddanmark, Kulturregion Vadehavet og Danibo Sommerhusudlejning.