Flot pris til Fanø-film

Spillefilmen EN SMUK FORBANDELSE, der er indspillet på Fanø, har netop vundet den store prestigefyldte festival Cinequest Film Festival i Californien (USA). Mellem knap 4.000 bejlende film kom Fanø-værket gennem nåleøjet og fik premiere i slutningen af marts og holdet bag kan nu også kalde sig vindere af kategorien New Visions Feature Film Competition, der fokuserer på filmkunstnere, der fortæller originale historier og er særligt kreative indenfor spillefilm.
Prisuddelingen fandt sted lørdag nat. »Jeg er vanvittig stolt og beæret over prisen«, udtaler filmens manuskriptforfatter og instruktør, Martin Garde Abildgaard, der har besøgt Fanø siden han var barn og opholder sig på øen flere måneder om året, og fortsætter: »Jeg glæder mig til snart at komme til Fanø og fejre succesen med en bakskuld og en ordentlig kaffepunch. En særlig tak skal gå til alle de mange statister fra Fanø der medvirker i filmen, til Fanø Kommune der har støttet projektet økonomisk, samt til alle fra øen der har hjulpet til undervejs med bla. udlån af huse, biler, både og ikke mindst kæledyr«, siger Martin Garde Abildgaard
Cinequest Film Festival har eksisteret siden 1990, og er – udover sit høje internationale niveau – også kendt for sin ærefulde Maverick Spirit Award der tidligere er overrakt til blandt andre Nicolas Cage, Kevin Spacey, Rosario Dawson, Michael Keaton og Harrison Ford. I år blev den overrakt til Darren Star for sit ikoniske arbejde på serier som Beverly Hills 90210, Melrose Place og Sex and the City.
Men det stopper ikke her, for amerikanerne har virkelig fået øjnene op for Fanø-filmen der nu også er udtaget til den prestigefyldte RiverRun International Film Festival, i North Carolina (USA), der løber af stablen fra d. 6. til d. 16. maj. Også her er filmen ikke blot udtaget, men dyster også om en pris i kategorien Vision Independent Feature Competition.
»Stort set alle der har set filmen, herunder begejstrede anmeldere i USA, fremhæver alle hvor smukt og magisk et sted filmen er indspillet«, udtaler Martin Garde Abildgaard og fortsætter »Jeg nægter at bruge klicheen om ’at sætte Fanø på verdenskortet’, men amerikanerne er ’blown away’ over hvor fantastisk Fanø tager sig ud på det store lærred.«
Filmen, der er engelsksproget, har de britiske skuespillere Olivia Vinall og Mark Strepan i hovedrollerne. Men også danskere som Iben Hjejle, Ulrik Wivel og Henrik Priergaard er på rollelisten. Ud over det, kan nævnes de lokale skuespillerinder Maria Grønlund Malling fra Sønderho og Amalie Musolino Nørreby fra Nordby der indtager mindre, men meget vigtige, roller i spillefilmen.

Filmens producent er i dialog med Fanø Biograf vedr. premiere.