Japanske dragebyggere indtager Fanø

Fanø International Kite Fliers Meeting er Europas største dragetræf med op mod 5.000 deltagere. I år får træffet desuden deltagelse af 24 japanske dragebyggere. Fotos: Visit Fanø.

Fanø sprænger alle rammer for tidligere års dragetræf. I år vil 24 af verdens mest kendte dragebyggere udfolde de japanske traditioner på området.
Fanø er kendt over hele verden som et af de absolut bedste steder at flyve med drage. Det skyldes både de brede strande og øens placering i Vadehavet, hvilket giver optimale vindforhold. Derfor deltager op mod 5.000 dragebyggere hvert år i Fanø International Kite Fliers Meeting, hvilket i sig selv er temmelig spektakulært, idet der kun bor omkring 2.700 mennesker på Fanø.
Faktisk er dragetræffet på Fanø Europas største af slagsen og sætter dermed for en stund øen på den anden ende. Dette bliver i endnu højere grad tilfældet i år, når 24 japanske dragebyggere indtager Fanø.
– »Alene det at se mange hundrede drager i luften på samme tid er et meget specielt syn. Nu bliver der tilføjet en lang række japanske dragebyggere, ligesom der vil være guider, som giver tilskuerne indblik i en verden, som mange ikke kender til. De japanske drager forestiller gamle sagnfigurer og udgør i sig selv små kunstværker med en helt utrolig detaljegrad, så der er ingen tvivl om, at dragetræffet i år bliver noget helt særligt,« siger Poul Therkelsen, turistchef på Fanø.
Han understreger, at de japanske dragebyggere alle er berømtheder inden for branchen, hvorfor dragetræffet denne gang kommer til at nyde endnu mere opmærksomhed fra alverdens internationale dragebyggere. Ligeledes forventer Poul Therkelsen, at det japanske krydderi vil trække endnu flere turister og tilskuere til Fanø i juni, når dragetræffet finder sted.
Baggrunden for de 24 japanske dragebyggeres deltagelse i dragetræffet på Fanø er, at Japan og Danmark i 2017 markerer 150-året for de to landes diplomatiske relationer. Japan har en flere tusinde år gammel tradition for at bygge og flyve med drager, og der findes en lang række forskellige typer af drager, som ofte er unikke for et særligt område eller en bestemt region.
Arrangementet opstod som en spontan ide, da en tysk drageentusiast i 1985 tog til Fanø for at flyve med drager med sine venner. Siden da har træffet udviklet sig til sit nuværende niveau, hvor op mod 5.000 dragebyggere hvert år tager del i festlighederne. Denne gang byder træffet både på opvisning med flyvning af drager, workshops, hvor tilskuerne kan blive klogere på traditioner og metoder, samt undervisning af skolebørn ud i dragebygningens kunst.
Fanø International Kite Fliers Meeting finder sted fra fredag den 16. juni til søndag den 18. juni, men strækker sig reelt over 14 dage, da mange af deltagerne ankommer til Fanø en uge tidligere eller bliver en uge efter træffet. Der vil således være mange tusinde drager i luften igennem 14 dage.