Kontur 2017 Fanø

Fanø Kommune har 3.400 indbyggere, og det tal er steget med 4,7 pct. i perioden 2012-2017. Det er markant over regionsgennemsnittet og kun Vejle og Odense Kommune har haft en større befolkningsudvikling.
Sammenlignet med hele Syddanmark har indbyggerne i Fanø Kommune den højeste indkomst. I gennemsnit tjener indbyggerne 263.300 kroner om året, hvilket er markant over både regi­ons- og landsgennemsnittet på henholdsvis 236.400 kroner og 253.200 kroner. Knap halvdelen af de erhvervsaktive arbejder i andre kommuner – langt størstedelen i Esbjerg Kommune.
I Fanø Kommune er der 1.000 arbejdspladser, hvoraf 69 pct. er i den private sektor. Det er på niveau med landsgennemsnittet på 68 pct. I alt har Fanø Kommune 66 arbejdspladser pr. 100 indbyggere i den erhvervsaktive alder.
Af de 25-64 årige er 74,7 pct. i beskæftigelse. Det er under landsgennemsnittet, men lige over det regionale gennemsnit. Størstedelen af de beskæftigede i Fanø Kommune er ansat i virksomheder med 1-9 personer. Fra Nordby på Fanø kan der nås knap 40.000 arbejdspladser inden for 30 minutter.
Kommunen har en del nyetablerede virksomheder. I alt arbejder 8,1 pct. af de beskæftigede i virksomheder, som er etableret i perioden 2010-2014.

Kilde: Region Syddanmark