Kystdirektoratet har givet tilladelse til Sønderho Havn

Kystdirektoratet har givet Fanø Kommune tilladelse til uddybning af sejlrenden ved Sønderho Havn. Tilladelsen omfatter oprensning og vedligeholdelse af sejlrenderne Slagters Lo og Dybet i 10 år. I løbet af de 10 år skal Fanø Kommune og Sønderho Havn Støtteforening indsamle oplysninger, som kan danne baggrund for en permanent tilladelse. De oplysninger, der skal indsamles omfatter:
• Strømningsforhold og eventuel tilsanding
• Observationer af eventuelle miljøpåvirkninger, 
  især fugleobservationer
• Registrering af antal både, der sejler til og 
  fra Sønderho Havn

Fanøs Borgmester Erik Nørreby udtaler: »En vigtig milesten er nået for genetablering af Sønderho Havn som en naturlig anløbsplads midt i Nationalparken. Sønderho Havn må forventes at få positiv betydning for turismen på Fanø ved at binde de historiske byer skipperbyen Sønderho og middelalderbyen Ribe sammen.«
Formand for Sønderho Havn Støtteforening Anders Bjerrum udtaler: »Det er en stor dag for os, der kæmper for at få genetableret den tilsandede Sønderho Havn. Vi har arbejdet med projektet siden 2008, og nu har vi fået myndighedernes tilladelse. Da vi startede projektet, var der ikke mange, der troede, at vi ville komme så langt. Det har været et stort arbejde at nå hertil, men det positive er, at vi er godt rustet til næste fase, hvor vi skal ud og skaffe de 5,4 mio. kr, som projektet koster, fra private fonde«.
Tilladelsen er givet på baggrund af en VVM-redegørelse, som har kostet 725.000 kr. og et betydeligt frivilligt arbejde. Redegørelsen er betalt af A. P. Møller Fonden, Fanø Sparekasse, Villemoes Holding, Fanø Kommune og Sønderho Havn Støtteforenings 150 medlemmer.
Fanø Kommune og Sønderho Havn Støtteforening håber, at arbejdet med uddybning af sejlrenden kan påbegyndes til efteråret og afsluttes til næste forår, så havnen kan være klar i maj 2018.

Tilladelsen i sin helhed kan ses på www.sonderhohavn.dk.