Liveable Scandinavia

Silketørklæder fremstillet specielt i forbindelse med min forestående deltagelse i Erhvervsfremstødet i Stockholm.
Samt postkort. Design Gitta Foldberg, produceret i Danmark. Style: Mary og Victoria.

Fra den 28. maj til den 30. maj skal designer Gitta Foldberg fra  Fanø deltage i et stort dansk erhvervsfremstød, der finder 
sted i Sveriges hovedstad Stockholm. Stockholms store messecenter »München Bryggeriet« lægger blandt andet 
rammerne for det store arrangement. Derudover skal Gitta udstille i Stockholms  »Illums Bolighus«.

 

Sverige er det største land i Norden, og har netop passeret 10 millioner indbyggere. Svenskerne er kvalitetsbevidste og købestærke, og landets behov modsvares godt af styrkepositionerne i dansk erhvervsliv. Derfor har Gitta taget imod arrangørernes spændende invitation til Sverige.
Erhvervsarrangementerne er fordelt over hele Stockholm og alle deltagerne er delt ind under tre forskellige hovedspor:
 
INTELLIGENT HEALTHCARE 
Sektorsporet vil især fokusere på digitale løsninger, velfærdsteknologi, ICT og udstyr til sundhedssektoren. Målet er at facilitere kontakt til myndigheder og beslutningstagere i det offentlige samt til de større private aktører, som leverer ydelser inden for sundheds- området.
 
SUSTAINABLE CITIES 
Målgruppen for dette sektorspor vil især være svenske offentlige beslutningstagere på nationalt, regionalt og kommunalt plan, herunder Stockholm by. Erhvervsfremstødet vil kombinere elementer inden for områder som byudvikling, energi, vandforsyning, arkitektur og digitalisering. Områder, hvor danske kernekompetencer vurderes at have gode muligheder i Sverige.
 
MODERN LIFESTYLE 
Danmark er et stærkt brand i Sverige inden for livsstil, design, turisme, økologi og fødevarer. 

Gitta har gennem længere tid forberedt sig til erhvervsarrangementerne i Sverige, hvor hun deltager under kategorien Modern Lifestyle. Der er ialt ca. 60 andre virksomheder fra Danmark, fordelt på de tre hovedspor og det danske Kronprinsepar står i spidsen for det officielle danske erhvervsfremstød.
– »Det handler om at vise, hvad Danmark kan, og komme ud og få »boostet« sit brand, Design Gitta Foldberg, der er jo en kæmpemæssig mediedækning, især når kronprinseparret deltager«, siger Gitta. »Jeg skal fortælle min historie fra Fanø og promovere alt det mit design står for, som bæredygtighed og miljøbevidsthed samt det at jeg skaber Design med historie«, fortsætter Gitta. 
Gitta deltager med sin egen smykkekollektion, »Button«, og tekstilkollektionen »HAVSKARN«, der er en gestus til vores natur med et ønske om at vi alle passer på den. Mønstre, former og farver fra HAVSKARN finder Gitta langs Fanø Strand og kombinerer det med inspirationer fra naturen,som sidenhen transformeres over i en tekstil kollektion.
HAVSKARN er betegnelsen for blandingen af naturligt og menneskeskabt affald, der driver i land på vore strande. 
Gitta har til erhvervsfremstødet designet 2 nye silketørklæder, hvor der i designet er tænkt på at fortælle historie som kan hæftes på vores Kronprinsesse Mary og Kronprinsesse Victoria, der repræsenterer Sverige i erhvervsfremstødet. Det er der kommet to forskellige tørklæder ud af. To design, der specielt er udviklet til det kommende arrangement og de to Kronprinsesser. Tørklæderne er inspireret af havet omkring Fanø og relationerne til Kronprinsesse Marys hjemstavn, øen Tasmanien i Australien, samt det at Stockholm, hvor Kronprinsesse Victorias bor, er omkranset af vand. Tørklæderne kan købes hos Gitta Foldberg og i Gittas webshop.
Foruden tørklæder skal Gitta også have eksempler på slips og tørklæder med til Stockholm, som hun har udviklet specielt til Villum Velux Foundation. Det skal blandt andet være med til at vise, hvad dansk design kan, for at vise, at Gitta Foldberg også fremstiller design specielt til andre virksomheder, og for at vise mangfoldigheden i hvordan Gitta finder inspiration til sine designs. Det er Gitta selv, der designer og produktionen ligger i Danmark og på Fanø.
Det har været nogle travle dage for Gitta op til  arrangementet, og der bliver helt sikkert heller ikke meget tid til overs i Sverige. Gitta skal deltage i et par officielle middage: Gallamiddag med det danske og svendske Kronprinsepar og på Rådhuset i Stockholm, samt arrangement for erhvervsdelegationen på Kongeskibet. Derudover er der en hel del erhvervsaktiviteter og møder på programmet. 
Hele formålet med fremstødet er, at promovere dansk design og turisme, og for Gitta at kunne netværke med andre virksomheder og forhåbentlig hverve nye kunder fra Skandinavien.
GV