Middelalderterning

Der blev i 1940’erne fundet en terning under etableringen af et dige ned mod engene fra Willumsens gartneri på Fanø, omtrent dér hvor Plejehjemmet nu ligger. 

Terningen er ca. 4 cm bred, har i alt 18 kvadratiske og 8 trekantede flader, og består af en mørkegrøn stenart af vulkansk oprindelse. Terningen er slidt og mangler et par hjørner.
De kvadratiske flader har inskriptioner i form af enten bogstaver (6) eller prikker (12), der er graveret ind i stenen og belagt med bladguld/guldmaling. Bogstaverne er NG, NH, ND, LS, SZ og TA, mens prikkernes antal er fra 1 til 12.
Ifølge Nationalmuseet er der tale om en terning til et spil ved navn »dobbel«, som var meget udbredt i 1600-tallet blandt alle samfundslag. Man hører om folk lige fra landsknægte til konger, der doblede mange penge bort. Terningspillet var egentlig forbudt, og der var love for, at folk der blev dræbt i forbindelse med spillet, skulle begraves på galgebakken, samt at morderen efter henrettelsen skulle begraves sammesteds. Ikke desto mindre er en del terninger fundet i kirkegulve. 
Reglerne for dobbel-spillet er ikke kendte, men der er tydeligvis tale om et hazardspil, idet betydningen af bogstaverne er: NG= Nimm Ganz (tag det hele), NH= Nimm Halbes (tag det halve), ND= Nimm Deines (tag dit eget), LS= Lass Stehen (lad det blive stående), SZ= Setz Zu (tabt) og TA= Tritt Ab (du er ude af spillet). Øjnene har sikkert noget at gøre med en indbetaling til puljen, en satsning.
Der kan kun gisnes om, hvordan denne terning er havnet i Fanøs klæg. Det kunne være en lejesoldat, der vendte hjem fra krigen, og tabte den, da han sprang af båden. Den kan være blevet kasseret på grund af slitage og brud. Der er mange muligheder. 
Nationalmuseet har 5-10 af denne slags terninger, så den er ikke enestående, men denne er nok den eneste, der er fundet på vore kanter. Om ikke andet er terningen nu »vendt hjem« efter nogle årtier på Sjælland, og jeg overvejer et passende sted at udstille den, idet den velsagtens er af kulturhistorisk interesse.

Peter Willumsen