Nationalparken har fået 23 nye partnere – 10 af dem er fra Fanø

Fordelt på to hold har de 23 nye nationalparkpartnere netop gennemført et tre timers kursus, som introduktion til Vadehavet, nationalparken, verdensarven m.v. Foto: John Frikke.

Tilslutningen til Nationalpark Vadehavets partnerprogram stiger støt. I alt tæller det nu 181 virksomheder, foreninger, institutioner m.v. fra de fire vadehavskommuner. 10 af de nye partnere kommer fra Fanø.
Nationalpark Vadehavet oplever en støt stigende interesse fra områdets virksomheder, institutioner m.v. for at blive en partner med nationalparken. Sidste år kom 15 nye partnere til, og vokseværket er fortsat her i 2018: 23 nye partnere fra hele vadehavsområdet er netop blevet optaget og bringer dermed det samlede antal op på 181. Det er rekord.
– Fra Nationalpark Vadehavets side er vi meget tilfredse med denne udvikling. Ud fra meningsmålinger ved vi, at et stigende antal borgere i vadehavsområdet bakker op om og er stolte over nationalparken, og i forlængelse heraf er det glædeligt, at der også er en stor interesse blandt lokale virksomheder, foreninger, institutioner m.v. for at blive en del af det netværk, som partnerprogrammet udgør, siger kommunikationskonsulent Jens L. Hansen, der har ansvaret for Nationalpark Vadehavets partnerprogram.
– Ved at blive en del af partnerprogrammet støtter partnerne op om nationalparken, dens værdier og arbejde, og samtidig viser det, at de ser muligheder i partnerskabet, som de kan bruge positivt i forhold til deres egen virksomhed og opgaver, tilføjer Jens L. Hansen.

Åbent for alle – og gratis
Nationalpark Vadehavets partnerprogram er åbent for virksomheder, organisationer, foreninger, museer og andre institutioner m.v., der er med til at skabe indhold i nationalparken, eller hvor nationalparken kan bidrage med fagligt indhold til deres virksomhed.
Pengemæssigt set er det gratis at være partner, men man skal være indstillet på at bruge noget tid på partnerskabet, og man skal opfylde nogle få, enkle krav. Blandt andet skal man som partner deltage i et årligt heldagsarrangement, hvor man får opdateret sin viden om nationalparken, hører forskellige faglige indlæg, deltager i workshops, kan lave netværk med andre partnere med mere. Man forpligter sig også til at bidrage til at synliggøre nationalparken, bl.a. på sin egen hjemmeside, og nye partnere skal desuden deltage i et introduktionskursus af tre timers varighed.
Til gengæld får partnerne mulighed for at bruge partnerskabet med nationalparken og dens logo i deres markedsføring. De får også mulighed for at komme på forskellige kurser, deltage i udviklingsprojekter m.v.

De 10 nye nationalparkpartnere fra Fanø: 

· Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling 
· Foreningen Fannikerdagen
· Sønderho Havn Støtteforening
· Foreningen Everten Rebekka af Fanø
· SB Consulting
· Ren Strand Fanø
· Fanø Østersfestival
· Design Gitta Foldberg
· FanøPlus Oplysningsforening
· Fanø Night & Stay

Som nationalparkpartner får man bl.a. et emaljeskilt, der tydeligt viser, at man er officiel partner med Nationalpark Vadehavet. Foto: Jens L. Hansen​

Som nationalparkpartner får man bl.a. et emaljeskilt, der tydeligt viser, at man er officiel partner med Nationalpark Vadehavet. Foto: Jens L. Hansen.