Venlig civil ulydighed

Vi er nok mange, der bliver kede af det hver gang, vi kommer forbi den gamle mejerigrund på Hovedgaden.
Et åbent sår midt i vores dejlige by.
Vi er nok lige så mange, der forundres: kan det dog virkelig passe, at den grund bare skal blive ved med at ligge der. Upåagtet af myndigheder, omsorgssvigtet, forladt og uudnyttet.
Undres over, hvordan det dog nu lige er med ejerforholdet til det sted. En libanesisk rigmand ejer den i flg. by-snakken. Kan sådan en enkelt person så langt væk få lov at bestemme, hvordan vores by skal udvikle sig!?!   `Den hellige, ukrænkelige private ejendomsret` - er det ikke noget fra middelalderen!?
Kan vi regne med, at ” kommunen” / borgmesteren gør ALT, hvad de kan for at få ejeren i tale. For at motivere ham til at sælge?
Den side af sagen er vi allerede ved at undersøge: hvad har kommunen gjort, hvad gør de pt, hvad har de gjort?
Hvad kan de overstatslige myndigheder gøre? Er en grundlovsændring virkelig eneste mulighed.
Grunden bliver ikke just kønnere som tiden går, selv om ” Libanons Bjerge” (skrotdyngerne) er ved at blive overgroet med græs.
Den side af sagen vil vi gøre noget ved, allerede inden vi får svar på ovennævnte spørgsmål:
Vi vil i al kærlig, u-aggressiv fredsommelighed tage grunden i besiddelse!
Vi vil sætte nogle små plantekasser op og plante dem til med hyggelige planter. Blomster og krydderurter, som byens borgere gerne må plukke nogen af. Og som rådyrene kan æde sig mætte i ☺
Foreløbig kontakter vi 10-20 mennesker, som vi håber på vil være med i vores lille, venlige aktion.
Så holder vi et møde d. 29.6 (nærmere om hvor og hvilket tidspunkt senere). Derefter må der gerne være mange flere, der støtter og sætte plantekasser op. Bare noget primitivt og billigt selvbyg for det tilfælde, at politiet bliver nødt til at fjerne dem.
Foreløbig vil vi ikke involvere pressen. Men når kasserne først står der, må de gerne komme og være med til at synliggøre pladsen og urimelighederne.

LAD TUSINDE BLOMSTER BLOMSTRE.

Vh.
Susanne Bjerre og Anette Poulsen