»Vi har fået ærter – derfor er det mandag«
På billedet ses styrmand Jørgen Beck med korslagte arme til venstre. Barketinen Anna ca. år 1895.
Omkring slutningen af 1800-tallet lakkede det mod enden for de store sejlskibe. De var under hårdt pres af dampskibene, som varslede en ny tid. Få årtier derefter var det slut med sejlskibene, og de huggedes i stor stil op. En æra var slut.
Igennem Fanødrengen Jørgen Chr. Beck får vi historien om en forandringens tid, hvordan han som 12-årig stikker til søs og ender med at blive skipper på et at de store oceangående sejlskibe, til han må vende hjem til Fanø og familien igen og skabe sig et nyt liv og levevej.
Fanø Skibsfarts- og Dragtsamlings særudstilling i år tager udgangspunkt i bogen fra 2010 »Vi har fået ærter - derfor er det mandag« af Christian Poulsen. Udstillingen er blandt andet baseret på Jørgen Becks dagbog fra hans tid som skipper, breve og andre personlige ejendele, samt optegnelser fra Nordby Sognearkiv.
I tekst og billeder er Jørgen Chr. Becks liv beskrevet fra han kom ud at sejle som bare tolvårig. Efter 20 år på langfart gik han i land på fødeøen Fanø og engagerede sig i øens liv til sin død som 60-årig. I særudstillingen kan også ses flere af Jørgen Chr. Becks personlige ejendele, som ikke tidligere har været udstillet offentligt.
Udstillingen åbnes ved en reception den 8. april kl. 10.00 for presse, bestyrelse og sponsorer, og fra kl. 11:00 vil Museet have ordinært åbent for besøgende. Efter receptionen vil Christian Poulsen, der er forfatter til bogen »Vi har fået ærter – derfor er det mandag« være til stede og svare på spørgsmål. Særudstillingen kan ses til og med 31. oktober på Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling, hvor Christian Poulsens bog også vil kunne købes i Museets butik. Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Inge & Christian Poulsen, Nordby Sognearkiv samt Fanø Skibsfarts- og Dragtsamling, og er støttet økonomisk af Fanø Sparekasse.
Entre til Museet:
Voksne 25 kr., børn 5 kr. – og husk at et medlemskab af Fannikerdagen giver gratis adgang for husstanden hele året.