»Fællesspisning i kroens kælder«

Efteråret nærmer sig, og det betyder samtidig også, at vi igen samles om langbordene i kælderen på Fanø Krogaard. Måske var du med sidst, eller kender nogen der var? 

Sidste vinter startede vi nemlig op på »Fællesspisning i kroens kælder« – formålet var at samles helt uformelt om et godt hverdagsmåltid henover de mørkere, og lidt mere stille, måneder på øen. Vores håb var at tiltrække både de lokale og gæster på øen, samt de overnattende gæster på kroen, og lade snakken gå henover bordene.
 
Det lykkedes over al forventning, og vi glæder os til at mødes i kælderen igen. Kælderen åbner kl. 17.00, og maden serveres kl. ca. 17.30 – det betyder, at man både kan nå at komme hjem og putte de mindste i ordentlig tid, gå videre en tur i biffen, eller til andre af vinterhalvårets mange aktiviteter. Det vi dog ofte oplevede var, at vores gæster nød at blive »hængende« lidt længere i kælderen og spise en dessert, eller drikke et ekstra glas vin, fordi snakken var så godt i gang – og på den måde opstod nye bekendskaber, og for nogen også en fast tradition.
Fællesspisning i kroens kælder er på onsdage i oktober, november og december. Første gang er onsdag i uge 42, der som bekendt også er skolernes efterårsferie. 
Derfor er der også særlig fokus på børnevenlig mad den dag – tilmelding sker på tlf.: 76 60 00 70, eller mail: 
kontakt@fanoekrogaard.dk senest kl. 15.00 tirsdagen før.
Menuen kan ses på www.fanoekrogaard.dk under »særlige datoer«, eller ved at følge med på facebook og Instagram.