10 år hos Rudbecks – det fortjener en fest ...
Tilde og Claus glæder sig til at kunne feste med samarbejdspartnere, gæster og venner af »huset« den 1. juli på Rudbecks.
Foto: Sven Sindt.
1. juli er det 10 år siden Tilde Rudbeck startede Rudbecks som en del af hendes forældres osteforretning.
»Osteforretningen startede egentlig som et »hyggeprojekt«, men da jeg åbnede cafeén i 2013 blev det lynhurtigt en succes og »hyggeprojektet« udviklede sig til at det var cafeén, der tog over«, smiler Tilde.
I 2017 kom Tildes søster Line, sammen med Lines mand – Michael, med i cafeén og de tre fik lov at købe forretninge af pigernes forældre – Edit og Niels Christian, der i sin tid bla. startede Stoppestedet på Fanø. Trioen knoklede og udviklede det fine koncept, der i dag støtter alt, det de kan, både med hensyn til økologi og lokale råvarer og arbejdskraft.
I 2018 købte Line og Micael en stor farm i Sønderho og flyttede fra Nordby, samtidig fik de barn nr. 4 og var ret pressede på timer i døgnet. Line havde konstant dårlig samvittighed over ikke at være til stede både i cafeén og derhjemme hos børn, mand og farm. Derfor tog de tre ejerer, af Rudbeks, en vigtig beslutning i 2021, hvor Tilde og Claus (som vi vender tilbage til) købte Line og Michael ud af Rudbecks.
Da Corona ramte landet, havde Tilde en masse ekstra tid til at kigge hele forretningsplanen igennem – og tænke helt nyt og anderledes. Det lykkedes hende, sammen med Claus, at finde frem til den helt rigitge måde at gribe tingene an, med nye øjne og få vendt »strabaserne« til en sund og succesfuld historie.
Tilde mødte sin Claus, der er manden i hendes liv, i 2020 og han blev »smidt ind« i både familien og cafeén. Efter meget kort tid blev han en kæmpe del af Rudbecks, da han gik »all-in« økonomisk og prakisk. Claus er også selvstændig, med firmaet EA Automatic A/S i Esbjerg, og elsker at arbejde og at være i gang, præcis som Tilde.
Claus passer EA i hverdagene og Rudbecks i weekenderne. De to har i alt 5 sammenbragte børn, der også er en stor del af cafeén. Da alle er kæmpe familiemennesker, har de indrettet det sådan, at der er »fuld skrue« på cafeén i dagtimerne, hvor cafeén lukker kl. 16 alle ugens dage. Så er der tid til familien om aftene. Dog er der i ugerne 27-31, hvor der er højsæson, aften-åbent.
»Men familelivet og cafeén smelter unægtelig sammen – vi elsker at der er »fuld skrald på« og trives allerbedst begge to, når der er gang i den og højt humør både hos gæster og medarbejdere«, siger Claus og Tilde.
Lørdag den 1. juli er der reception hos Rudbeks, Hovedgaden 90, fra kl. 12-16, hvor der er lækre delikatesser og musik. Tilde og Claus har rakt ud blandt alle leverandører i deres netværk og alle har sagt ja til at bidrage til fejringen.
Således kommer Fanø Skibsrom med cocktails, Signe og Malene fra Vadehavs Chokolade, bidrager med chokolade, Camilla og Niels fra Sønderho Gårdbutik står for kød til grillen, Karina fra Fanø Chokolade kommer med kagetapas og Frank fra Depot Esbjerg, leverer fadøl. Musikken står tidligere medarbejder, Niklas Emborg, for – han vil spille dejlig jazz på dagen.
Hvis man påtænker at komme med en lille ting på dagen, er den bedste gave Tilde og Claus kan få, et bidrag til Fanø Skovlegeplads på Mobilepay: 71485
Tekst: GV