100 nye p-pladser åbner på Esbjerg Havn

Frank Jensen og Dennis Jul Pedersen. Billedet er taget på arealet, hvor de nye p-pladser snart etableres.

 

Esbjerg Havn etablerer yderligere parkeringspladser ved 
Fanøfærgen.  

Det har længe været et ønske fra både fastboende og turister at få bedre parkeringsmuligheder på havnen i Esbjerg.
Fanø Kommune har oplevet stor lydhørhed over for dette fra direktøren for Esbjerg Havn, Dennis Jul Pedersen. Han har nu givet tilsagn om etableringen af 100 nye p-pladser ud over de 367 eksisterende p-pladser på havnen i Esbjerg. 
Udvidelsen finder sted på arealet til venstre for billethuset set fra indsejlingen til Esbjerg og ventes klar til brug allerede til påske. Derudover laves yderligere otte p-pladser med lade-stander reserveret til el-biler.
– Det glæder mig meget, at det nu lykkes at få flere p-pladser på havnen i Esbjerg, så vi når op på 467 pladser. Det er en stor gevinst for både fastboende og turister på Fanø, at det er let at finde en parkeringsplads tæt på færgen. Det passer rigtig fint med vores strategi om, at vi gerne vil have at flere lader bilen stå i Esbjerg og bevæger sig rundt på Fanø på cykel eller i bus. Jeg vil gerne sige en stor tak til Esbjerg Havn og Dennis Jul Petersen for deres imødekommenhed og det gode samarbejde, vi har med Esbjerg Havn, siger borgmester Frank Jensen.