4 fuldmåne koncerter

ved Sønderho Mølle, Fanø, 26.-29. juli 2018.
 
Pak en madkurv og oplev en unik fuldmånekoncert ved Sønderho Mølle i juli måned.

Fonden Gamle Sønderho inviterer til en unik musikalsk oplevelse med 4 late-night fuldmånekoncerter ved Sønderho Mølle, Fanø. Fra d. 26. juli til og med d. 29. juli vil Ny Dansk Saxofonkvartet under den blændende fuldmåne præsentere en perlerække af værker af komponisten Hans Peter Stubbe Teglbjærg (bosiddende på Fanø). Nykomponerede værker for saxofonkvartet vekselvirker med solistiske værker overfor rent elektroniske værker, der spilles på et surround sound højttalersystem placeret på den oplyste mølle. Oplev månens magi hyldet med musik i sommernatten. Den 27. juli er månen helt fuld og fra den står op kl. ca. 21:30 vil en total måneformørkelse finde sted, og gøre den orangefarvet, en såkaldt blodmåne. Koncerterne spiller alle dage kl. 22:45. Fra kl. 22:00 er møllen åben.
Publikum inviteres til at tage på late-night picnic til Møllen i Sønderho, Fanø. Medbring madkurv, drikkelse til eget forbrug, tæpper eller soveposer, venner og en kikkert, og slå jer ned i klitterne omkring møllen mens månen glider op over Fanø. Arrangementet er betinget af godt udevejr, og forhåbentlig en skyfri himmel.

Inspiration: Månens mytologi
Alle kender månens store lysende cirkel. Alligevel er månen indhyllet i mysterium. Fra oldtiden har vi brugt månen til at forstå os selv og livets cyklus. Som solen er den vores første ur. Og med solen er den et spejl af vores opfattelse af vores eksistens på jorden. Tænk på de utallige nætter, som astrologer har observeret dens bevægelser, kortlagt dem i et system og endelig kom til klarhed og indset dens mønster. Tænk på dem, der kortlagde månens overflade, altid vendt med den ene side til jorden og solen, mens den anden side forbliver i mørket, ukendt og uopnåelig. Tænk på fænomener som supermåne, blodmåne, blå måne, månens formørkelser, og hvordan månen sammen med solen påvirker tidevandet. Månen er det konkrete bevis på, at universet vibrerer og påvirker vores liv på jorden – grunden til at vi synger til månens herlighed.

Projektet er financieret med støtte fra KulturRegion Vadehavet, Børn & Kultur udvalget (Fanø Kommune), Markedsføring Fanø, Fanø Færgen, Statens Kunstfond og Fonden Gamle Sønderho. 

Et teleskop vil være stillet op til lejligheden til fri afbenyttelse.