Åbning af Museumspladsen
Så lykkedes det endelig! Det har været en lang fødsel.
I 2017/18 lavede landskabsarkitekt, Jacob Coln fra Fanø kommune et udkast, som blev godkendt af naboer og kommune. Der var nogle bump på vejen bl.a. usikkerhed om, om vand- og kloakledninger under Museumspladsen skulle fornyes – sammenholdt med Fanøs økonomi.
Tålmodighed er en dyd. Men pengene brændte i lommen. Og da Jan Bøge, direktør for teknisk forvaltning tiltrådte, foreslog han, at vi delte projektet i to, og tog den del, der er museets (og lidt mere), hvor der ikke skal graves – tak for det.
Projektet er oprindeligt tænkt som et opholdssted for mennesker – små og store – ikke for biler. Ideen med at lave pladsen til et opholdssted er slet ikke ny. Allerede i 1994 fremsendte Ida Bjerg på vegne af Fanø Museum et forslag til forskønnelse af pladsen – sågar med en overdækket pavillon med siddepladser. Vi må se hvilke muligheder der viser sig.
Fra Fanø Museum og vel også fra Fanø Kommune skal der lyde en stor tak til Inger og Jørgen Nygaard-Larsens Fond for at sikre økonomien til projektet – og også tak for Fondets tålmodighed – det er lang tid at have midler investeret, uden der sker noget.
Brink og Sønner ved Rasmus skal også have stor tak for det smukke arbejde og for samarbejdet. Tak for at løse problemer, som skulle være løst for flere år siden, og tak for fleksibilitet, når vi lige skulle have lavet om på den oprindelige aftale – og sidst men ikke mindst, tak for gaven – en ny flot egetræssokkel til flagstangen.
Museumspladsen er åbnet – men den har været taget flittigt i brug, siden afspærringen blev fjernet. Vi håber i samarbejde med teknisk forvaltning at få lavet en pæn markering, så bilerne kan se at det ikke er til biler.