Anker Drømmefanger er flyttet ind på Fanø

Kunstneren Thomas Dambo har med sit team og en stor flok ildsjæle sammen bygget og færdiggjort Fanøs nye beboer: Trolden Anker Drømmefanger.

Trolden Anker er nummer 7 ud af 10 nye trolde, som kunstneren laver rundt omkring i landet henover sommeren. Skulpturen vil blive indviet med en markering senere på året 
På en græshøj sidder Anker og ser mod vest og vogter på solen, når den går ned – og samtidig indfanger han drømmerne om, at vi på Fanø kan lave fantastiske ting sammen, hvis vi vil.
Tusind tak til alle sponsorer, der har bidraget på mange forskellige måder med penge-sponsorater, overnatning, bespisning i hele ugen, drikkevarer og transport (mere senere).
Trolden Anker på Fanø, der er en af 10 andre trolde over hele Danmark, indvies ved en markering lidt senere på året. Projektet blev nemlig midt i byggeriet ramt af en indsigelse over placeringen på Naturstyrelsens område, og skulpturen måtte derfor i hast flyttes til en anden lokation. Dermed blev byggeriet lidt forsinket.
Målet med hele Thomas Dambos projekt er, at folk får nogle oplevelser i naturen på turen ud til Anker Drømmefanger, så derfor må man ud og lede efter ham – ud på skattejagt med både børn og voksne. Skattekortet finder man på www.trollmap.com