Chris Gade – 10 år som landbetjent på Fanø

Når man bor på en ø, betyder nærhed noget. Nærhed til hinanden, til hverdagen – og til dem, der passer på øen. For Fanø har én af de personer de seneste 10 år været landbetjent Chris Gade, som i år kan fejre jubilæum i rollen som øens lokale betjent.

Chris Gade tiltrådte som landbetjent på Fanø for 10 år siden og har siden været et velkendt ansigt i gadebilledet – både i Nordby, Sønderho og på strandene. Rollen som landbetjent handler om meget mere end udrykning og blå blink. Det handler i høj grad om relationer, tillid og lokalkendskab.
»Mit motto er: »Borgernes tillid er politiets styrke«, og jeg føler, at jeg har haft borgernes tillid på Fanø i lang tid. For 10 år er jo lang tid, selvom jeg føler, at jeg nærmest lige er startet som landbetjent på Fanø«, siger Chris Gade.
At netop tillid spiller en central rolle, bakkes op af en tryghedsundersøgelse foretaget af Justitsministeriet. Undersøgelsen viser, at borgernes tryghed og tillid til politiet på Fanø ligger helt i top – mellem 94 og 96 procent – kun overgået af Læsø Kommune.


En del af øens hverdag
For mange fanøboer er Chris Gade ikke bare »landbetjenten«, men en naturlig del af øens hverdag. Han er til stede ved byfester, skolearrangementer og større begivenheder, hvor hans synlighed bidrager til tryghed. »Jeg elsker mit arbejde. At være betjent er en livsstil – og en livsstil, jeg elsker«, siger han.
Særligt i højsæsonen, hvor øens befolkning mangedobles af turister, spiller landbetjenten en vigtig rolle i at skabe balance mellem fastboende, sommerhusgæster og dagsbesøgende. »Fanø er et særligt sted, og det kræver forståelse for både naturen, kulturen og menneskene«, lyder det ofte fra øens borgere, når talen falder på politiarbejdet.

Politinoter – et særkende for Fanø
Et helt særligt kendetegn ved politiarbejdet på Fanø er de ugentlige »Politinoter« i Fanø Ugeblad. Hver uge lægger Chris Gade vejen forbi redaktionen, hvor han fortæller om ugens hændelser – stort som småt – fra øens politiarbejde.
På baggrund af disse samtaler bringer Fanø Ugeblad »Politinoter«, som giver læserne et ærligt og nærværende indblik i hverdagen som landbetjent på Fanø. Noterne er gennem årene blevet et fast og populært indslag i bladet, og et tydeligt eksempel på den tætte forbindelse mellem politi, presse og lokalsamfund. På Fanø Ugeblad er de meget glade for de ugentlige besøg af Chris: »Det betyder meget for vore læsere, at de kan følge med i, hvad der sker på Fanø. I de 10 år Chris har været landbetjent, har Politinoterne været konstante, og vi siger et stort tak til Chris for altid at holde os opdateret«.
For mange læsere er »Politinoterne« både oplysende og tryghedsskabende – og samtidig et udtryk for den åbenhed og dialog, der kendetegner Fanø som lokalsamfund.

Engagement – også uden for uniformen
Chris Gades engagement rækker også ud over det traditionelle politiarbejde. I maj 2019 tog han initiativ til at starte Fanø Judo Klub – et projekt, han selv omtaler som sit »barn« på øen: »Det har været en stor succes, og gennem judoen har jeg haft kontakt til mange børn, unge og deres forældre«, fortæller han.
Engagementet har også fået anerkendelse uden for Fanø. I 2021 blev Fanø Judo Klub udnævnt til Årets Judoklub, og i 2024 modtog Chris Gade prisen som Årets Judotræner i Danmark. Begge priser er uddelt af Dansk Judo Union.
Chris Gade har desuden medvirket i TV Syds udsendelser »Det’ politiet«, hvor seerne følger ham og andre nærbetjente i deres daglige arbejde. Udsendelserne giver et godt indblik i, hvad arbejdet som landbetjent indebærer, og kan fortsat ses på »www.tvsyd.dk/det-politiet« uden krav om TV2 Play.

10 år med udvikling
I løbet af de 10 år har både samfundet og politiarbejdet ændret sig. Nye opgaver, øget digitalisering og ændrede krav til dokumentation er blevet en del af hverdagen – også på en lille ø som Fanø. Alligevel er grundstenen i jobbet som landbetjent den samme: at være tilgængelig, synlig og troværdig.

Jubilæum med betydning
10-års jubilæet markerer ikke bare et rundt tal, men også en vedvarende indsats for lokalsamfundet. Kontinuitet betyder noget, især i et lille samfund, hvor kendskab og tillid bygges op over tid.
For Fanø er Chris Gade blevet synonym med rollen som landbetjent – en rolle, der rummer både myndighed og medmenneskelighed.
Jubilæet giver anledning til at sige tak for indsatsen og se frem mod de kommende år med fortsat lokalt politiarbejde på øen.
Tekst: DH