– jul på Fanø i 1940- og 50’erne

Vi er så heldige, at Harry Olander har sendt os en fin fortælling om sin barndoms jul på Fanø.

For ældre mennesker flyver tiden af sted, mens den samme tid snegler sig af sted  for børn i julemåneden. Børnene tænker mest på ønskesedler og gaver. Men voksne  tænker også på traditionerne. Her er adventskransen den første man støder på. 

Så længe jeg kan huske var det også en af traditionerne på Vigensvej. Derfor var det almindeligt, at vi skulle samle materialer sammen til kransen. Vi lavede den selv. Vi skulle bruge halm til ringen, gran, bånd og lys. Krogen i loftet var der fra året før. Halmen hentede vi hos Emil, der havde sit husmandsted lige før Realskolen. Binde-tråd blev købt hos Kakkelovns Jens. Gran skulle være ædelgran af god kvalitet, så derfor blev det købt hos Lille Ole ( gartner Gregersen). Vi havde haft dårlige erfaringer med rødgran, der drysser så meget, når det bliver tørt, at kransen næsten er nøgen inden jul. Bånd og lys sørgede mor for. Måske indkøbt i Daells Varehus eller Tatol. Kransen blev bundet i fællesskab på stuebordet. Den blev altid flot med lodrette lys og båndene kortet af så de var lige lange. Jo, det krævede erfaring og håndelag. En særlig opgave var at smelte en kraftig ståltråd i enden af lyset så det kunne stå fast og lige i kransen. Her skulle man også undgå at brænde fingrene.

De bedste og flotteste grene blev klippet og tilpasset så de dækkede halmkransen på en naturlig måde, så man ikke kunne se bindetråden. Det skulle jo ikke minde om en grøn rullepølse. Afklippet gik ikke til spilde. Det blev brugt til juledekorationer, som vi unger fik lov til at lave. Som basis brugte vi gips på en underkop. Det gjaldt om at være hurtig inden gipsen størknede. Lyset skulle være lodret og gran sidde fast. Måske kunne vi nå at smøre lidt gips på grenene som sne. Så havde vi et kunstværk. Vi lærte at passe på ild. Trods det var jeg mange år senere ved at brænde huset af i Tarp, da der gik ild i adventskransen. Der kom kun en sort krans i parketgulvet. Her gjaldt ordsproget :»Hvad man i barndommen nemmer, man ikke i alderdommen glemmer« ikke.

Der var mange opgaver, som skulle klares op til jul ved siden af de daglige opgaver. Når far arbejdede i Esbjerg tog han afsted kl. 6 om morgenen med færgen, når det var mørkt og kom træt hjem igen kl. 6 om aftenen til spisetid. Så han kunne ikke bidrage meget i det huslige arbejde. Han løste de større opgaver, som blev gemt til weekenden. Mor stod for madlavning, rengøring og vask. Her hjalp vi børn med at vaske op, feje gulv, skrælle kartofler, røre i gryder, dække bord, rydde af og eventuelt at hænge tøj op på tørresnoren. 
Vi skulle også hjælpe med at holde gang i ovnen. Askeskuffen skulle tømmes. Brænde skulle bæres ind. Både kvas eller grankogler til optænding og fast brændsel. Det samme skete, når der skulle tændes op under gruekedlen til tøjvask eller børnevask. Senere fik vi en lille Ferm vaskemaskine med en vridemaskine påmonteret. Det var nemmere end det gamle vaskebræt. Tørretumbleren var ikke opfundet. Når vasketøjet kom ud på tørresnoren i frostvejr så det sjovt ud med lange stive underbukser og skjorter. 

Toiletbesøget skete på det gammeldags lokum, der var indrettet i laden. Det var indendørs. Ikke som i byerne, hvor man skulle ned i gården og ofte vente til det blev ens tur. Jo, lidt komfort var der. Der var hverken varme eller lys i det lille rum. Så det kunne være lidt uhyggeligt for børn at gå på lokum. Om aftenen havde vi en lygte med. Først flagermuslygte og senere en stavlygte. Jeg husker, at Anne Grethe vores storesøster, både kunne optræde som spøgelse og bussemand for at forskrække os. Derfor havde de små ofte en ledsager med for at holde vagt. 

Toiletpapir var en mangelvare så derfor var den daglige avis Vestkysten uundværlig som supplement. For at gøre historien færdig var det ikke uden problemer at få tømt lokumspanden, både fordi sidste mand skulle tømme den. Hvem var sidste mand? Og fordi jorden var frossen. Men vores far havde gravet et hul i forvejen ude ved rabarberne og det var ham, der oftest tømte spanden, da han var stærkest. Der var låg over hullet. Det skal bemærkes, at vi havde en stor rabarberhøst hvert år. Vi fik senere toilet med træk og slip. Og som tiden gik blev rabarberne mindre og mindre.