De første vindere blev fundet ...
Midt i postbutikkens travlhed stod Mette Hyttel og borgmester Frank Jensen for den første udtrækning i Fanøs nye bonkonkurrence.
Tekst og foto: GV
Onsdag den 1. oktober kl. 15.00 blev de første vindere i Nordby Handels bonkonkurrence trukket i Fanø Boghandel.
Midt i butikkens travlhed, hvor kunder kom og gik, sørgede formanden for Nordby Handel, Mette Hyttel, og Fanøs borgmester
Frank Jensen for en festlig udtrækning.
Den mørkegrønne postkasse med hjerte-logoet, der hænger udenfor boghandlen, havde i løbet af sommeren og efteråret nået bristepunktet af bonner. Det var tydeligt, at både fastboende, sommerhusejere og gæster har taget konkurrencen til sig.
»Det gik faktisk først op for flere kunder herinde i dag, at konkurrencen eksisterer,« fortalte Mette Hyttel med et smil. »Det viser bare, at vi stadig har potentiale til at få endnu flere med.«
»Køb med hjertet – og vind flotte præmier« lyder opfordringen fra Nordby Handel. Når man handler for mindst 100 kr. i en medlemsbutik, skriver navn og kontaktoplysninger på sin bon og afleverer den i postkassen hos Fanø Boghandel, er man med i konkurrencen. Jo flere bonner, desto større er chancen.
Enkelte havde afleveret mange bonner, og borgmesteren måtte trække om et par gange for at sikre bredde blandt vinderne. Samtidig kom der en opfordring fra arrangørerne: Det kunne være interessant, hvis deltagerne fremover også skrev, hvilken by de kommer fra, så man får endnu bedre indblik i, hvor bredt konkurrencen når ud.
Der havde desuden sneget sig et enkelt brev ned i den mørkegrønne bon-postkasse – et brev, der nok snarere var tiltænkt PostNords røde nabo. Det vakte smil blandt de fremmødte.
Borgmester Frank Jensen lagde vægt på, at bonkonkurrencen er et godt initiativ, der både styrker fællesskabet og støtter øens lokale handelsliv.
Der var flotte præmier på spil og vinderne får direkte besked, men »præmiebordet« var rigt dækket: 5 x Ø-gavekort à 500 kr. · Håndklæder og Humdakin-produkter fra Fanø Krogaard · Gavekort til Art of Hair · Gavekort til Butik Hidalgo · Gavekort til Westwind · Lys og duftolie fra Twilight Zone.
Der vil være nye chancer hvert kvartal, hvor bonkonkurrencen kører videre i faste kvartaler. Den første periode gik fra juli til september, og næste udtrækning finder sted i januar.
Mere information, medlemsbutikker og kommende events – såsom Late Night, Halloween og Juleøen – findes på: www.nordbyhandel.dk
Tekst og foto: GV