De Vilde Blomsters Dag 2018

Traditionen tro holder Dansk Botanisk Forening De vilde Blomsters Dag på Fanø den tredje søndag i juni – i år søndag den 17. juni. De Vilde Blomsters Dag holdes på samme dag andre steder i Danmark, på Færøerne, i Sverige, Norge, Finland, Åland og på Island.
 
På denne junisøndag vil botanikere i løbet af nogle timer fortælle om de vilde planter, der findes undervejs. Turene er åbne for alle natur- og botanikinteresserede og er gratis.  På Fanø sker det i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og FanøNatur.
Dette års botaniske vandretur på Fanø foregår i det nye land, som dannes på Fanøs strand. Havet og vinden transporterer meget sand ind på Fanøs vestkyst. Når planterne vandrer ind, så bindes sandet og nye klitter opstår. Men hvilke planter er det? Hvordan binder de sandet? Hvilke krav har planterne til de nye voksesteder? Hvilken betydning har planterne for Fanø? Er nogle af de spørgsmål, man kan få svar på under turen. Turens starter kl. 10 fra stranden ved Fanø Vesterhavsbad og forventes at vare ca. 4 timer inkl. frokostpausen (husk mad og drikke). Turen ledes af Søren Vinding.
»Netop nu er blomstringen for mange vilde planter på deres højeste, og klitten, strandengen, stranden og vejkanter er et sandt orgie i alle regnbuens farver,« siger Søren Vinding, samtidig med at han opfordrer til at tage med på turen. »Den næste tur i naturen bliver mere spændende, jo mere man ved om de ting, man ser. Ved man, hvad de enkelte planter hedder, hvilke krav de stiller til deres voksested, hvordan de bestøves, hvordan de får spredt deres frø, hvordan mennesker tidligere har anvendt dem, og hvordan de måske stadig anvendes – jo mere får man ud af at færdes i naturen.«
De Vilde Blomsters Dag på Fanø er nærmere omtalt på www.fanonatur.dk. Det samlede program for de 74 ture i Danmark kan ses på Dansk Botanisk Forenings hjemmeside: www.vildeblomstersdag.dk