De ville skabe et arbejdsliv, de selv havde lyst til at stå op til
Tekst: GV
De kom flyvende fra start. Den sidste reol blev skruet fast ti minutter før åbningen, personalet måtte nærmest headhuntes på gaden, og Ström kan nu også prale af at være det eneste sted på Fanø, hvor man kan få en Guinness. Men bag Ström ligger der en helt anden og mere rolig drøm: Et godt liv på Fanø med plads til familie, arbejde, musik, mad – og masser af idéer.
Jeg besøgte Ström, inden dørene blev åbnet for dagens gæster. Det var en stille stund, hvor jeg i en lille times tid sad sammen med Christina og Daniel, mens Ström endnu var tom, og dagens gæster ikke var kommet. Det gav god tid til at høre om idéerne bag stedet – og om hvorfor tre unge mennesker har valgt at skabe deres eget arbejdsliv på Fanø. Og måske er det netop det, Ström i virkeligheden handler om.
Et arbejdsliv, man har lyst til at stå op til
Christina er opvokset på Fanø. Hun har to små børn og et liv på øen, som hun ikke havde lyst til at flytte fra. Samtidig har hun sit eget kreative univers med Exner Studio, hvor hun arbejder med fotografi, video, grafik og alle mulige andre, kreative projekter. Hun er med andre ord ikke typen, der trives med at sidde stille på en kontorstol – hun skal skabe noget.
Daniel kommer fra Silkeborg og har restaurationsbranchen med hjemmefra. Han elsker mad og er sammen med Johan med til at udvikle menuerne på Ström. Daniel og Johan er samtidig den mere udadvendte af de tre.
Johan er Daniels gamle og gode ven fra Silkeborg. De to har gennem mange år talt om, at de en dag skulle åbne noget sammen. På et tidspunkt kunne det være blevet Samsø. Men så kom Fanø ind i billedet.
Christina er Johans kæreste, og gennem Johan lærte hun Daniel at kende. Med Christina allerede solidt plantet på Fanø og både Johan og Daniels kæreste Michelle glade for ølivet, begyndte det efterhånden at give mere og mere mening, at det var her, drømmen skulle føres ud i livet.
Michelle og Daniel har et lille barn sammen, og Michelle er i dag pædagogassistent på Odden. Hun er også blevet rigtig glad for Fanø – så Fanø vandt over Samsø. Og da de fandt bygningen i Hovedgaden 90, som rummede masser af muligheder, begyndte brikkerne for alvor at falde på plads.
Et bæredygtigt arbejdsliv
De tre bryder sig egentlig ikke særlig meget om ordet iværksættere , det lyder lidt for meget af Løvens Hule. De vil hellere sige, at de har skabt noget sammen, som de selv synes er fedt – og som samtidig giver dem mulighed for at leve det liv, de gerne vil.
For Christina er det vigtigt, at arbejdslivet er bæredygtigt. Ikke nødvendigvis i den klassiske betydning af ordet, men som et liv, der kan holde i længden. Der skal være plads til både arbejde og familie. Man skal kunne have det sjovt. Og der skal være plads til at få en idé og føre den ud i livet.
Daniel er ikke i tvivl om, at idéerne nok skal komme. Han synes, Christina har nogle af de vildeste. Og det er måske netop samspillet mellem de tre, der er noget af det interessante ved Ström. Daniel og Johan deler glæden ved mad og er begge med til at udvikle menuerne. Daniel har restaurationsbranchen med hjemmefra, Christina kommer med de kreative idéer – og dem er der til gengæld masser af. Og Johan? Han har, ud over interessen for mad, en særlig forkærlighed for god lyd.
Her skal man ikke bare have musik i baggrunden
Ved siden af Ström har Johan virksomhed i Silkeborg, hvor han sammen med en makker bygger og sælger højtalere i topkvalitet til hele verden gennem Buchardt Audio – det er kræs for HiFi-folk.
Og derfor giver det også god mening, at musik og lyd fylder så meget på Ström. Lyttecafé-konceptet har oprindelse i Japan, og idéen er, at musikken ikke bare skal være noget, der ligger og flyder i baggrunden, mens man snakker, den skal opleves.
På Ström kan man sætte sig med en kaffe, et glas eller noget at spise og lytte til velindspillet musik gennem et ordentligt lydanlæg. Men der skal også ske noget for dem, der gerne vil længere ned i musikken og lyden.
Der planlægges særlige lyttearrangementer, hvor man går mere i dybden med, hvad man egentlig hører. Nærmest som en vinsmagning – bare med ørerne.
Den sidste reol kom på ti minutter før åbning
Der var ikke ligefrem god tid til at læne sig tilbage og nyde resultatet, da Ström åbnede. Håndværkerne arbejdede helt til det sidste. Ifølge Daniel blev den sidste reol skruet fast i væggen bare ti minutter før åbningen.
Den 3. juli var der soft opening med drinks og snacks. Ugen efter kom det fulde menukort på – samtidig med årets første Late Night. Det var en ganske effektiv måde at teste det nye sted på. Nordby var fyldt med mennesker, Hovedgaden summede, og Ström kom flyvende fra start.
Så flyvende, at der hurtigt blev brug for flere hænder.
De måtte ud og finde personale, og Daniel og Johan har en lidt særlig tilgang til rekruttering. På et tidspunkt da de selv var ude og få en øl i Esbjerg, fik de øje på en fyr som de mente ville passe perfekt ind på Ström. Så Daniel stoppede ham. Og sagde, at han burde droppe sit job og komme og arbejde på Fanø – det gjorde han.
Guinness – selvfølgelig
Daniel har også en anden detalje, han meget gerne vil have med. Ström er eneforhandler af Guinness på Fanø, hvilket han er ret stolt af. Men selv om Guinness er sikret, er ambitionerne noget større end øl og drinks.
Der har allerede været gæstekok, livemusik og pubquiz – faktisk to gange – og planen er, at der løbende skal komme flere arrangementer. For Ström skal være et sted, hvor man kan mødes på mange forskellige måder. Man kan komme for maden, for musikken, for et glas, for et arrangement eller bare fordi man har lyst til at være et sted, hvor der sker noget.
Mere mad skal med hjem
Daniel vil også gerne gøre endnu mere ud af mad ud af huset. Det er noget, de selv synes, Fanø mangler. Sandwiches to go er på vej, og Ström Boxen er allerede opfundet som deres eget take away-koncept.
Samtidig skal Ström også være et sted, hvor man kan finde en lille gave. På hylderne er der blandt andet sokker, postkort, T-shirts og muleposer med Fanø- og Ström-relation.
På sigt er tanken, at man skal kunne sammensætte en fin gavekurv, og måske også finde julegaven.
Det er alt sammen en del af den samme idé: at skabe lidt mere diversitet i Hovedgaden og et sted, hvor man kan komme af mange forskellige årsager.
De håber, Fanø vil være med
For selv om Ström har haft en travl start, er det ikke sommerens gæster alene, de tænker på, de vil gerne have de lokale med og de vil gerne have turisterne med.
Men de håber også, at folk bliver ved med at komme, når sommeren er slut, og tempoet i Nordby falder. Drømmen er, at Ström bliver en naturlig del af bybilledet. Et sted, hvor man mødes over et glas. Hvor man kan høre god musik, spise noget, købe en gave, tage mad med hjem eller deltage i et arrangement. Men måske først og fremmest et sted, hvor man har det godt sammen.
For det var egentlig det, der startede det hele. Johan og Daniel havde i årevis talt om at skabe noget sammen. Christina havde hovedet fuldt af idéer. De ville gerne bo på Fanø. De ville gerne arbejde. Men de ville også gerne have et liv ved siden af arbejdet. De ville ikke skabe et arbejdsliv, der slugte alt – et bæredygtigt arbejdsliv med plads til familie, mad, musik, kreativitet – og til at have det sjovt.
Og indtil videre er der i hvert fald ikke noget, der tyder på, at de tre kommer til at kede sig.