Dobbelt op på tandlæger på Fanø

Mettelise Gammelgaard har indtil for nylig været ene tandlæge på Fanø, men har nu fået sig en partner; Kim Matthiesen, som er blevet medejer af klinikken på Fanø.

I starten af året var der ikke så mange tandlæge-tider at få på Fanø, og de fleste borgere har været nødt til at søge tandlæge udenfor øen. Det er der nu lavet om på, da Fanø Tandlægerne har fordoblet antallet af tandlæger, og fir-doblet åbningstiderne.

Mettelise Gammelgaard, der inden sommer var ene-ejer af klinikken, har haft åbent på Fanø i tre år. Mettelise har også en tandlæge-klinik i Esbjerg, og har derfor kun haft mulighed for at have åbent en enkelt dag på Fanø: »De sidste tre år har jeg haft meget travlt, og har egentlig været lidt ked af, at jeg kun havde mulighed for at have åbent på Fanø én dag om ugen«, siger Mettelise og fortsætter: »Men det har heldigvis ændret sig, og vi har nu åbent i klinikken fire dage om ugen«.
Grunden til de ændrede – og udvidede – åbningstider, hedder Kim Matthiesen. Kim kommer oprindelig fra Esbjerg – hvor han også indtil for nylig havde en »halv« tandlægeklinik. Kim blev ramt af »Amors pil«, og er nu bosat på Fanø, gift med Tina Borregaard, og de er i fuld gang med at renovere deres hus på O. C. Hammersvej. 
Da Kim kom til Fanø, kunne han godt tænke sig at åbne egen tandlægeklinik – men da der allerede var en klinik på øen, var det jo nærliggende først at høre, om der var mulighed for en form for samarbejde. Mettelise har i længere tid ønsket sig en partner – så det var win-win for begge to, og det tog ikke lang tid, før Kim blev medejer af klinikken på Fanø.
Klinikken er blevet moderniseret, har fået nyt udstyr og er nu mere tidssvarende. Klinikken laver alle normale behandlinger, og har åbent fra mandag til torsdag. 
Der har i en længere periode været lukket for tilgang af nye patienter – og været lang ventetid. Nu er der igen åbnet for nye patienter, så vil du gerne undgå at tage til fastlandet for at komme til tandlæge, kan Fanø Tandlægerne kontaktes på tlf. 26 44 95 00.
DH