En levende musiktradition

Fanø Spillemandsorkester vil gerne invitere yngre spillemænd.
Fanø Spillemandsorkester kan i foråret 2023 fejre 60-års jubilæum. Vi arbejder på en måde at fejre det på – det bliver jo nok et bal.

Hele vinterhalvåret spiller vi til Fanø Folkedanserforenings danseaftener om torsdagen i Strien kl. 19-22. Derudover til opvisninger og festlige lejligheder på Fanø og til forskellige arrangementer udenfor Fanø, hvor dans og musik indgår, samt ved besøg hos andre foreninger. Og vi hygger os gevaldigt.
Vi bestræber os på at bevare de traditioner, som vi er blevet overleveret – dog uden at være fanatiske; det gælder både repertoire, besætning og spillestil. Det er det, vi forstår ved »levende tradition«. 
Vi kan konstatere, at der i de seneste år er flere unge og yngre mennesker, der vil danse folkedans, og vi håber, at den interesse også kan gælde for spillemandsmusikken.
Fanø Spillemandsorkester skulle gerne eksistere om yderligere 60 år, så for at sikre en kontinuitet vil vi gerne invitere nye, yngre spillemænd (i runde tal mellem ca.14 og 55 år), som kunne tænke sig at prøve at spille med orkestret. Spillemandsmusik for dansere til dans.
Det er ikke strengt nødvendigt, at man allerede kan spille efter noder; det skal nok komme, når man indser de åbenlyse fordele, og når interessen bliver stor nok. Og det kan rent faktisk lade sig gøre at spille efter hukommelse og gehør langt hen ad vejen. Og det er selvfølgelig muligt at få stor hjælp fra orkestrets medlemmer.
Men det er nødvendigt, at man »kan« sit instrument – og de fleste instrumenter kan komme på tale.
Og det er nødvendigt, at man kan deltage de fleste torsdagsaftener i aftenskolesæsonen og indgå socialt og musikalsk i orkestersammenhæng.
Vi forestiller os, at nye interesserede kan spille med til folkedans i resten af aftenskolesæsonen, så I kan se, om det er noget både I, vi og danserne kunne få glæde af
Interesseret? – Så mød bare op med dit instrument i Striens sal kl. lidt i 19.00 torsdag d. 5. januar, når forårssæsonen går i gang.

Positive hilsner fra Fanø Spillemandsorkeste