Fællesspisning samler 14 børnefamilier i et nyt fællesskab på Fanø
»Madklubben« hyggede i strålende solskin i fredags, hvor fællesspisningen foregik på terassen. Foto: GV.
Det handler om at styrke det sociale samvær for børnefamilier på Fanø, når 14 familier mødes i Fanø Hallen til fællesspisning i den nye forening »Madklub Fanø«. Fanø Ugeblad var på besøg i fredags.
Foreningen »Madklub på Fanø« er nyt fællesskab for børnefamilier på Fanø. Foreningen har plads til 14 familier, som mødes hver anden uge til fællesspisning i hallens cafeteria. Man skiftes til at stå for maden til de andre familier. Det er to familier, som hver gang går sammen, handler ind og laver maden. Men alle hjælper til med oprydningen, som det hører sig til i et rigtigt foreningsfællesskab.
»Vi vil gerne være et åbent fællesskab for børnefamilierne på Fanø og foreningens formål er også at medvirke til at nytilflyttede børnefamilier kan komme ind og føle sig velkommen i vores lokalsamfund«, forklarer Jens Jønsson, medstifter af foreningen.
Ønsker man som ny børnefamilie at komme med i madklubben, kan man blive skrevet op på ventelisten. Der er nemlig allerede fyldt op i hallens cafeteria. Man kan også komme med som gæst til en af de andre familier, når der er afbud til en fællesspisning. Foreningen har også til formål at støtte op om Fanø Kommunes bosætnings- og astholdelsesstrategi – og de er glade for den imødekommenhed, de er blevet mødt med fra rådhuset og Fanø Hallens bestyrelse.
»Jacob fra Fanø Kommune fortalte os, at man fra forvaltningen bakker fuldt ud op om os og vores initiativ, fordi de ser vores tilbud til børnefamilierne som en chance for at få skabt det netværk og socialsamvær som de nye børnefamilier har brug for at falde til på Fanø – fællesskaber skaber jo tilknytning«, forklarer en anden medstifter af foreningen, Ana Firkic.
Og for de nytilflyttede småbørnsfamilier er tilbuddet ideelt: »Vores lille familie er lige flyttet til Fanø fra Aarhus og vi kender ikke så mange her på øen. Til fællesspisning møder vi en masse andre familier fra Fanø, som vi for eksempel ikke havde mødt ude i Fanø Børnehave. Det her fællesskab giver os derfor en anden tilknytning til lokalsamfundet på Fanø. Her møder vi også de lidt ældre børn og unge og deres forældre. Via madklubben finder vi nærhed og venskaber. Og så er det rart i en travl hverdag at kunne slippe for at lave mad«, fortæller Iben Tranberg mor til Peter på 3 år.
Foreningen mødes hver anden tirsdag og 1 gang om måneden om fredagen. Foreningen står også for mere spontane, festlige komsammener og fælles udflugter til stranden og skovlegepladsen i løbet sommerhalvåret.
Det stopper ikke her, »Madklub Fanø« har i sommerferien planer om, sammen med Fanø Kommune, at lave en række arrangementer, hvor børnefamilier, som endnu ikke er flyttet til øen, kan komme og opleve en fællesspisning og således møde de lokale familier og stille spørgsmål til det, at bo på Fanø.