Fanø Bad fik sin egen golfbane for 125 år siden
Af Erik Madsen, Dansk Golfhistorisk Selskab
»Den store Foraarsrengøring er tilendebragt, baade indvendig og udvendig. Hoteller og Villaer ligger som nystraalende, færdige til at modtage de ventede Gæster den 1. juni.«
Sådan skrev Jyllandsposten den 30. maj 1900 og avisen tilføjede, at der »ventes Større besøg fra England, og specielt af Hensyn til disse bliver det i Aar til Alvor med at anlægge det af Englænderne saa meget yndede Golfspil.«
Otte år tidligere var der skabt et nyt internationalt kurbadested ved Fanø Bad. Det var Frederik Christopher Otto greve Raben-Levetzau til Aalholm, som i sin egenskab af formand for den nystartede Danmarks Turistforening, stod bag oprettelsen af A/S Fanø Nordsøbad på den jyske vestkyst.
Senere på sommeren, den 16. august 1900, kunne Jyllandsposten endnu en gang fortælle sine læsere om golfspillets lyksaligheder ved Fanø Nordsøbad: »Det engelske Golfspil, som blev anlagt først paa Sæsonen, har gjort meget Lykke; saavel Danske som Fremmede have benyttet det med stor Interesse. Man tænker paa til næste Aar, at afholde en stor internationel Match, som man haaber vil trække en del Gæster hertil og navnlig henlede Englændernes Opmærksomhed paa Badet. Englændernes Besøg paa Fanø er i stadig Tiltagende.«
Badedirektør Olaf Lassen (1879-1972), som gennem en årrække stod i spidsen for Fanø Nordsøbad og senere Fanø
Vesterhavsbad, fortalte om anlæggelsen af golfhullerne i et interview i Dansk Golf Unions blad Golf i 1950, hvor han udtalte: »Ak ja, mange, mange år er forløbet siden André L. von Kapff bad mig lave den første green i Fanø klitter, og ingen tænkte dengang på, hvad golf igennem tiderne skulle komme til at betyde for Fanø. 1-4-9 og endelig 18 huller, og hvor det nu indtager et areal på 75 hektar …«
Per Olaf Lassen (1918-2002), søn af Olaf Lassen, og senere direktør ved Fanø Vesterhavsbad, fortæller i sin bog »Badestedet Fanø« fra 1997, at der ikke findes sandbunkers på Fanø Golf-Links af den simple grund at sandet på Fanø er så finkornet, »at det omgående flyver sammen i store skår og man ikke har villet ofre, hvad det kostede at transportere sand andre steder fra.«
Ikke tale om en velplejet golfbane
Ved anlæggelsen af de første golfhuller var der ikke tale om en velplejet golfbane med bugtede fairways. Der fandtes nogle primitivt slåede arealer i klitterne, der kaldtes »de klippede stykker«, der var små firkantede greens med ujævne overflader, der var ingen bunkers med sand, og teestederne var markeret med kridt.
Spillerne, og dem var der ikke mange af i begyndelsen af 1900-tallet i Danmark, var iført jakkesæt eller for damernes vedkommende kjole eller nederdele, der nåede ned til jorden. Enkelte bar deres køller selv, men de fleste havde caddies, drenge, som for en skilling bar udstyret.
På teestederne brugtes ikke tee’s til at lægge bolden på; men små selvlavede pyramider af vådt sand, og køllerne var håndlavede med skæfter af solidt hickory-træ.
Ingen spiller havde mere end syv køller, og de havde ikke numre, men navne: Driver, Brassey, Spoon, Cleek, Iron Mashie, Niblick og Putter.
Allerede året efter etableringen af de første golfhuller, forsøgte lokale kræfter fra Nordby Fodboldklub, at danne en golfklub ved Fanø Golf-Links. Der blev i hast arrangeret hestevæddeløb ved Fanø Bad og billetindtægterne skulle være klubbens startkapital; men kun meget få kroner kom i kasse, så derfor blev dette ikke til noget, fremgår det af en artikel i Ribe Stiftstidende den 20. august 1901.
Adelige golfspillere på Fanø Golf-Links
Blandt de første badegæster ved Fanø Nordsøbad, på den jyske vestkyst, var familien Brockenhuus-Schack fra Giesegaard Gods sydøst for Ringsted. Adolph Ludvig Brockenhuus-Schack, greve til Giesegård, (1854-1938) har fortalt, hvorledes dagen gik for badegæsterne:
»Omkring 1888 kom jeg til Fanø for første gang. Jeg husker endnu den lange, besværlige rejse fra Sjælland. Afrejse tidlig om morgenen og ankomst om aftenen til Nordby. Den første sommer vi var i Nordby, boede vi hos skibsbygmester Abrahamsen og senere hos øltapper Svarrer. Vi tre børn begyndte dagen med at gå til stranden …«
Adolph Ludvig Brockenhuus-Schack var en ivrig golfspiller og var i 1911 medstifter af Skandinavisk Golf Union. Det var før man stiftede Dansk Golf Union og et udtryk for de mange relationer der dengang var, mellem golfspillere i de nordiske lande.
Første åbne golfturnering på Kontinentet
Første golftræner tilknyttet Fanø Golf-Links var skotske Robert Dunlop og han blev vinder af den første internationale golfmatch på dansk jord – og den første på Kontinentet.
Matchen blev afviklet den 10. august 1901 på Fanø Golf-Links, og et meget håndfast bevis på denne turnering findes i form af både en medalje, som Robert Dunlop, Fanø, modtog, og en stor pokal, som turneringens bedste amatørspiller modtog.
Fanø Nordsøbad A/S, der havde anlagt Fanø Golf-Links i klitterne omkring de store badehoteller, var i 1901 ejet af vinfirmaet Ludvig von Kapff i Bremen, Nordtyskland.
Vinhandlerens søn, André Ludvig von Kapff, var sendt til Danmark for at tage vare på firmaets nyerhvervelse og han lagde grunden til de årlige golfturneringer på Fanø Golf-Links.
En stor pokal med inskriptionen »International Golf Championchip of Denmark Fanø 1901« er det synlige bevis på turneringen og vinderen var vinhandlerens 21-årige datter, Agnes Luise von Kapff (1880-1969).
To andre håndgribelige beviser på netop dén dato og årstal for den første internationale turnering i Danmark, findes i form af de to medaljer. Den ene af medaljerne blev vundet af golfprofessionel Robert Dunlop (1877-1907), som var tilknyttet Fanø Golf-Links og den bærer følgende inskription på forsiden: »Open Golf Championship of Denmark Fanø 1901 Won by Robert Dunlop« og på bagsiden: »Played at Fanø, 10th of August 1901.«
Agnes Luise von Kapff havde allerede i 1933 skænket pokalen fra turneringen på Fanø Golf-Links til sin hjemklub, Club zur Vahr e.V. Bremen, Golfplatz Vahr, som hun var med til at stifte i 1905. Og i forbindelse med Fanø Golf-Links 100 års jubilæum, der blev markeret den 14. juli 2001, kom pokalen hjem til golfbanen på Fanø, hvor den i dag er udstillet i klubhuset.