Fanø Bad genopfindes

Bylivet i den klassiske ferieby Fanø Bad skal genopfindes. Første skridt er en ny teglstensbelægning, som binder området sammen og giver byen et tiltrængt arkitektonisk løft. Projektet er støttet af Stedet Tæller.

Fanø Bad
Et projekt skal genskabe Fanø Bads identitet som klassisk kystby ved Vesterhavet. Danmarks første badested blev født i 1890'erne. Fanø Bad var stedet, som borgerskabet valfartede til for opnå de gavnende effekter af Vesterhavets friske salte vand, for at nyde tonerne fra promenadekoncerterne og for at blive set. Feriekulturen blomstrede ad flere omgange. I 1910'erne, 1920'erne og igen i 1960'erne, men senere gik noget galt: »Særligt fattigfirserne var hårde ved byen. Turisterne blev færre. Nogle af de gamle bygninger fra 1890'erne brændte, andre blev revet ned, og det nye, som blev bygget, var uden retning eller sans for områdets kvaliteter,« siger Jacob Bay, der er projektkoordinator og fundraiser i Fanø Kommune.

Resultatet ses i dag, hvor en bred vej, asfalterede parkeringspladser og forskelligartet byggeri dominerer den historiske badeby. Og byens centrale ankomstområde har med Jacob Bays ord udviklet sig til et ikke-sted: Et sted, som er uden tilknytning til havet og naturen, og som i princippet kunne ligge hvor som helst. »Men det laver vi om på nu,« slår han fast.

Tegl til stedet
Med støtte fra Stedet Tæller er arkitekterne næsten færdige med et projekt, der skal vende udviklingen og genopfinde byen. Resultatet bliver et arkitektonisk løft, som rummer reminiscenser fra byens velmagtsdage, nyfortolker den hedengangne promenadekultur og skaber et helt nyt point de vue ved ankomsten til området. På vej er en mindre opholdsplads, der breder sig videre ud i byen langs fortove, cykelstier og udvalgte vejstrækninger, men hovedidéen er en ny belægning i tegl, som visuelt binder området sammen: »Arkitekterne har udviklet en særlig teglklinke til stedet. Dens dæmpede farveblanding er inspireret af stranden og skaber sammenhæng. Det, synes jeg, er genialt,« siger Jacob Bay.

Det tager tid at få alle med
For at komme godt fra start har kommunen allieret sig med lokale borgere, erhvervslivet og områdets ejerforeninger. Den nye promenade og opholdsplads ophæver grænsen mellem offentlige og private rum, men ikke alle ejere var lige begejstrede for idéen: »At få borgerne til at bakke op og byde ind med deres idéer har krævet meget tid. Jeg har aldrig før været med i et så intensivt, langstrakt og grundigt forløb. Men indsatsen har også båret frugt. Det er lykkedes at gå i partnerskab med langt de fleste ejerforeninger og virksomheder om projektet,« forklarer Jacob Bay.

I kommunen har man været åben om processen og formidlet alle detaljer hele vejen igennem. Og alle idéer og indvendinger er hørt. Jacob Bay understreger, at der på Fanø allerede er en fælles forståelse af, at turismen er afgørende for bosætning, erhvervsliv og hele øens økonomi og fremtid, og konkurrencen er hård.

Gennem et vedvarende fokus på kvalitet, velvalgte materialer, opholdssteder og petanquebaner, er konkurrenterne syd for grænsen milevidt foran de fleste danske feriesteder, mener han.

Tilbage til det slentrende byliv
Og netop derfor er der brug for at genskabe Fanø Bads identitet, så man igen kan mærke, at man befinder sig på et feriested ved Vesterhavet. Et sted, hvor man sænker farten. Og hvor den form for slentrende byliv, man kender fra de tyske og hollandske kystbyer, vil indfinde sig.

I kommunen håber man også, at projektet vil motivere lokale kræfter til at tage stafetten videre. Foreløbig har tre ud af seks erhvervsdrivende valgt at holde åbent året rundt og ikke kun i turismesæsonen. Og måske vil restauratørerne tilbyde udeservering, når projektet står færdigt til sommersæsonen 2017. At borgerne gerne bakker op viser erfaringer fra et lignende projekt på øen. »For nogle år siden lagde vi en ny pigstensbelægning i den gamle bymidte i Sønderho. Så gik der ikke længe, før de private husejere også begyndte at lægge pigsten og rejse nye plankeværker. Hele byrummet løftede sig. Forhåbentlig vil noget lignende ske med Fanø Bad,« siger Jacob Bay, inden han afslutter med et håb for fremtiden: »Vi skal vise, at vi kan øge kvaliteten i vores turismeprodukt hele vejen rundt. Fanø gør det allerede godt, men vi kan blive endnu bedre. Og de kvaliteter, som i sin tid gjorde byen til ét af landets mest velbesøgte feriesteder findes jo stadig: Vesterhavet, klitterne og naturen. Det udgangspunkt skal vi tilbage til.«