Fanø Bolsjer åbner i Sønderho

Jette og Jes Brinch, indehavere af Fanø / Mols Bolsjer i Ebeltoft,  åbner søndag den 2. juli bolsjeudsalg i den tidligere bagerbutik, Sønderho.

Historik:
Fanø/Mols Bolsjer har rødder tilbage til to af 1880’ernes større bolsjefabrikker: Hagbard Olsen og H.H.Mathiasens  Bolscher, som Jes’ forældre blev ejere af i 1970’erne.  Men bolsjeeventyret startede i 1974 med at forældrene købte det lille veldrevne bolsjekogeri »Fanø Bolsjer« i Borgergade, Esbjerg af Mads Madsen og hustru. Det blev starten på egen fabrikation sammen med det senere køb af Hagbard Olsen og H.H. Mathiasens Bolscher. 
Det er disses gamle opskrifter og håndværksmæssige traditioner Jes videreudvikler i sin produktion i dag. 
Jette og Jes startede deres egen virksomhed »Fanø Bolsjer« op på Fanø den 20.06.1997. Senere flyttede de virksomheden til Ebeltoft, hvor den ligger den dag i dag.
Men rødderne tilbage til Fanø fornægter sig ikke, derfor åbner de butiksudsalg i Sønderho den 02.07.2017 med et stort udvalg af håndlavede, gammeldaws bolsjer og de originale Fanø Bolsjer efter den gamle familierecept.