Fanø Fiddlers genopstår
– nu som folkeoplysende forening og aftenskole.
På initiativ af elever, forældre og interesserede fra det, der var »Fanø Fiddlers støtteforening«, blev der indkaldt til stiftende generalforsamling i det, der nu er blevet til: »Den folkeoplysende forening Fanø Fiddlers«.
Uddrag af formandsberetning fra støtteforeningen sidste og opløsende generalforsamling: »Det har været et tumultarisk år for støtteforeningen Fanø Fiddlers …«, »men det har også været et år, hvor Fanø har taget de resterende Fanø Fiddlers til sig« ... »De største har spillet til dans hos Fannikerdagene, og ... et medlem ... har lagt lokaler og tid i at spille med børnene bl.a. i Fanø Skibsfarts- og Dragtsamlings lokaler« ... »det var en succes og gav mod til at arbejde mod en helt anden løsning: den folkeoplysende forening Fanø Fiddlers som støtteforeningen Fanø Fiddlers skifter status til«. På denne baggrund opstod det »nye« Fanø Fiddlers som folkeoplysende forening.
På en stiftende generalforsamling 13/8 valgtes en bestyrelse, og vedtægter og anden formalia blev drøftet og besluttet. Med meget velvillig økonomisk støtte fra Fanø Sparekasses Fond og fra Fanø Kommune har vi kunnet købe udstyr og arbejde til opstart, og imens har lærerne entusiastisk og energisk arbejdet videre med »gamle« elever. Der er indgået aftale om at leje lokaler hos Spejderne, og de er ved at blive klargjort til undervisning.
Bestyrelsen og frivillige er gået i gang med at få det administrative »op at stå«, og frivillige er gået i gang med at organisere et par arrangementer, som vil blive annonceret i nærmeste fremtid.
Alle tiltag og aktiviteter i Fanø Fiddlers vil have det særlige begreb »Fanøs musikkultur« i fokus. Det er umuligt at definere og svært at indkredse, men nogle kodeord vil være: på tværs af generationer; inkluderende; musik og dans i hverdagen; tryghed og ligeværd; musikalske aktiviteter; samvær; glæde; udsyn og indsigt.
De aktiviteter og tiltag, som ligger ud over selve instrument- og samspilsundervisningen, kræver engageret deltagelse af frivillige hjælpere, og det kræver økonomi, som er umulig at fremskaffe alene gennem de offentlige tilskud, som er bestemt i lovene om aftenskole og folkeoplysning. Aktivitetsniveauet vil blive bestemt af vores mulighed for at få økonomisk støtte og evt. praktisk hjælp fra Kommunen og sponsorater fra fonde, virksomheder og privatpersoner. Vi er stolte over og taknemmelige og glade for, at der allerede nu har vist sig interesse i at bidrage.
Som medlem af Fanø Fiddlers er man med til at bidrage til og værne om Fanøs musikkultur i videste forstand.
Og man er – aktivt eller passivt – ambassadør for »sagen«. Medlemmerne bliver holdt løbende orienteret om udviklingen og om projekter og arrangementer, og opfordres til at bidrage med hjælp og deltagelse »til hverdag og fest«; foreningen er jo medlemmerne.
For information om medlemskab og deltagelse i undervisning se hjemmesiden:
https://fanofiddlers.dk/memberportal/frontpage