Benjamin vandt

Fanødreng, trofast bud på Fanø Ugeblad og måske hidtil første og yngste vinder af Fanø Golf Links Herre Mesterskab, Benjamin Lübker, vandt i uge 30 herre mesterskabet.

Jeg spurgte Benjamin, om han kunne forklare, hvordan det hele hænger sammen, når man ikke er helt så velbevandret i golfens verden. Her er hvad Benjamin så fint fik fortalt:
– Til mesterskabet kommer der folk fra hele Danmark og spiller – mange kommer fra Sjælland. Selve turneringen varer tre dage, og man skal have et handicap under 12. Jeg har handicap 6,0, men man spiller uden handicap (man spiller fra scratch). Jeg er vist den første fra Fanø og den yngste – der har vundet mesterskabet – jeg er ikke dog ikke 100% sikker ...  men det er der mange der siger.
Den første dag spiller man slagspil over 36 huller (altså to runder på en dag) for at kvalificere sig til mesterskabet. De 8 bedste går videre, og bliver seedede. Jeg spillede de to laveste runder til kvalifikationen, så jeg blev første seedede. På min første runde brugte jeg 75 slag (5 slag over par) og anden runde brugte jeg 76 slag (6 slag over par).
Næste dag spiller man så hulspil over 18 huller. Man spiller 1 mod 1. Her i hulspil tæller man ikke hvert enste slag, her glæder det bare om at bruge færre slag end modstanderen på det enkelte hul. Det gælder om at vinde flere huller end sin modstander. Jeg spillede kvartfinale og vandt over min modstander 5/4 (det vil sige, at jeg vandt 5 huller flere end ham, da der var 4 huller tilbage). Efter det skule jeg spille semifinale – samme dag igen vandt jeg 5/4.
Tredie dag er finaledagen, og der spiller man hulspil over 36 huller. Man spiller så mange huller for at se, hvem der er mest konstant/stabil. De første 18 huller spillede vi om morgen kl. 7.30 i storm og silende regn, det klarede dog op i slutingen af runden. Efter 18 huller havde jeg vundet 3 huller flere end min modstander – så jeg var det man kalder 3 oppe. Jeg vandt på det 30. hul og der var scoren 8/6, hvilket er relativt stort, hvis man tænker på at jeg tabte i kvartfinalen sidste år. 
Benjamin træner både i Fanø Golfklub, og i klubben Skærbækmølle i Ølgod, efter opfordring af træner Danny Sejer. Vi ønsker Benjamin et stort tillykke og glæder os til at følge hans golfkarriere i fremtiden. 

Tekst: GV