Fanø Kommune inddrager alle børne-forældre i jagten på det gode familieliv

Hvad indebærer det gode familieliv på Fanø – og hvordan kan Fanø Kommune bidrage til, at øens børnefamilier kan leve det på bedste vis?

Fanø Kommune har sat jagten ind på svarene og har – via AULA – inviteret forældre til børn under 18 år til at give deres input ved at svare på et spørgeskema. Fanø Kommune kvitterer for svar med et lod i lodtrækningen om attraktive præmier bl.a. billetter til Fanø Vesterland 2022.
Fanø Kommunes spørgsmål til øens børneforældre tjener to formål: Inden årets udgang skal Byrådet have fremlagt en ny børne- unge- og familiepolitik og derudover blev det – i forbindelse med sidste års budgetlægning – politisk besluttet, at det gode familieliv på Fanø skal defineres.
– Børnefamilierne er afgørende for Fanøs fremtid. Dels skal vi kunne holde på dem, vi allerede har, men vi skal også kunne trække nye til øen. I bestræbelserne på det, er et attraktivt børne- unge- og familieliv en forudsætning. Vi har derfor politisk besluttet, at der skal gennemføres en proces, hvor det gode familieliv defineres. Vi skal gøres klogere på, hvad der skal til for at gøre livet som børnefamilie på Fanø attraktivt. Resultaterne skal vi bruge til at få skabt de bedst mulige rammer for børnefamilierne, siger Niels Heinel, fmd., Børne- og kulturudvalget i Fanø Kommune.

Opfordring til alle børnefamilier: 
Grib muligheden
Som en del af den politiske beslutning er det også vedtaget, at dem det hele handler om – nemlig børnefamilierne – skal inddrages i opgaven med at få defineret det gode familieliv.
– Ingen kan gøre os klogere på området end dem, det hele vedrører. Derfor inviterer vi nu øens forældre til at give deres besyv med i forhold til, hvad der er vigtigt for deres liv på Fanø. Det er mit store håb, at rigtig mange vil tage imod muligheden, for resultaterne af processen vil sætte kursen for det fremtidige politiske arbejde med de langsigtede rammer omkring familielivet på Fanø, siger Trine Nanfeldt, velfærdschef, Fanø Kommune.
Spørgeskemaet er netop landet hos alle forældre, der er oprettet i AULA. Øvrige forældre med mindst et barn under 18 år og bopæl på Fanø har mulighed for at deltage i undersøgelsen ved at sende en mail til udviklingskonsulent Maria Nybo på bgmsn@fanoe.dk

Man kan læse mere om undersøgelsen på:
www.fanoe.dk/detgodefamilieliv