Fanø Krogaard og Hjerting Badehotel rykker tættere sammen

Fanø Krogaard og Hjerting Badehotel rykker tættere sammen
Når propperne springer og 2023 bliver til 2024, samles Mie Hyttel, Kasper Elmholdt og Mette Hyttel og skåler for et nyt samarbejde.
Pr. 1. januar er der nemlig stiftet et nyt selskab, hvorfra man i fællesskab vil drive Fanø Krogaard og Hjerting Badehotel. Det er tre lokale folk, der i forvejen har et indgående kendskab til de 2 lokationer, men også til hinanden, som skal stå i spidsen for det nye selskab.
Søstrene, Mie og Mette er stort set vokset op på Hjerting Badehotel, hvilket deres familie har drevet gennem flere generationer.
Kasper Elmholdt har kendt de to søskende siden folkeskolen og har i de seneste år arbejdet tæt sammen med Mette på Fanø. Kasper har rejst verden rundt, som både kok og køkkenchef, og i 2020 drog han fra Shanghai til Fanø, for at starte det »nye« Fanø Krogaard sammen med netop Mette Hyttel.
»Vi har hver vores styrker og kompetencer, som betyder at vi sammen står rigtig stærkt. Samtidig åbner det op for nye, spændende muligheder for at udvikle begge steder i fællesskab«, udtaler Mie Hyttel.
Mie Hyttel, der gennem de seneste syv år har drevet Hjerting Badehotel, træder ind som administrerende direktør, og kommer til at stå for den overordnede ledelse og administration. Mette Hyttel vil have det kreative ansvar for begge steder, herunder markedsføring, de visuelle rammer, events og særlige arrangementer.
Kasper Elmholdt slipper direktørrollen på Fanø Krogaard, og sætter 100% fokus på det han brænder for, hvilket bliver udvikling af køkkenerne og restauranterne, på både Fanø Krogaard og Hjerting Badehotel. »Jeg glæder mig! 2024 bliver året, hvor vi starter på en spændende proces. Nye idéer skal prøves af og der bliver implementeret både tiltag og forandringer. Dette skal gerne resultere i at vi står med 2 endnu mere unikke steder, som gæsterne vil vælge, fordi de kan noget særligt«, siger Kasper Elmholdt.
»Det er vigtigt for os at understrege, at Fanø Krogaard og Hjerting Badehotel har hver deres særlige lokale forankring, hvilket er helt essentielt og begge steder skal bevare deres helt egen ånd. Det ene er et badehotel og det andet er en kro«, udtaler Mette Hyttel.
Den nye konstellation betyder også, at PL Hotels træder ud af driften pr. 1 januar 2024, og herefter udelukkende vil stå som ejer af de to ejendomme. Peter Petersen fra PL Hotels udtaler: »Vi har gennem de seneste knap 4 år, deltaget i udvikling og drift af Fanø Krogaard, hvor det klart er Mette og Kaspers fortjeneste, at vi står med en god veldrevet kro i dag. Derfor er det også med god ro i maven og helt naturligt, at vi nu overdrager det fulde ansvar til dem. At det sker i et helt nyt set-up sammen med Mie, som har vist gode resultater i Hjerting, er jo bare endnu mere spændende. Vi ser frem til, at de sammen skal drive og udvikle Fanø Krogaard og Hjerting Badehotel under ét fælles selskab, hvor der helt sikkert kan drages nytte af synergier og flere kompetencer. Vi er helt sikre på, at Mie, Kasper og Mette, sammen med deres dygtige mellemledere og medarbejdere, vil kunne drive Fanø Krogaard og Hjerting Badehotel godt og sikkert i mange år frem.«

Fanø Krogaard
Fanø Krogaards historie går helt tilbage til 1664, hvor den blev udnævnt til kongelig privilegeret kro. I 2019 overtog PL Hotels A/S stedet og genåbnede i sommeren 2020, som et nyrenoveret og nyfortolket krokoncept.Fanø Krogaard tilbyder 25 individuelt indrettede værelser, hvilke hovedsageligt udlejes til det danske og tyske feriemarkedet, samt erhvervsgæster fra Esbjerg. Herudover tilbyder kroen også et spændende restaurantkoncept.Antal ansatte: 45 · Antal værelser: 25 · Antal restauranter: 1

Hjerting Badehotel
Hjerting Badehotel, som vi kender det, blev grundlagt i 1914, og er drevet af familien Petersen siden 1980. Hjerting Badehotel er kendt for at tilbyde weekend- og ferieophold til det skandinaviske marked, samt Business-ophold for erhvervsgæster i Esbjerg. Herudover består hotellet af restaurant Strandpavillonen og Café / Brasserie Ship Inn, samt konference og selskabsfaciliteter.Antal ansatte: 70 · Antal restauranter: 2
Antal værelser: 35 værelser/suiter og 16 ferielejligheder