Fanø Østersfestival 14.-17. oktober 2018

Dommerpanelet bestod af (fra venstre): Helle Brønnum Carlsen, Hans Beck Thomsen, Sylvester Andersen, Mette Blomsterberg og Erwin Lauterbach (øverste billede).

Biledet herunder: Kellers Badehotel & Spisehus repræsenterede Fanø så flot på østersfestivalen.

I efterårsferien forvandlede Fanø Østersfestival for tredje år i træk den hyggelige Vadehavs-ø til et gastronomisk centrum med kokkekonkurrence, gourmet-events og naturoplevelser for alle.

Østers var hovedingrediensen i opskriften på en kulinarisk og naturrig efterårsferie på Fanø i uge 42, da Fanø Østersfestival igen slog et slag for, at østers er for alle. Med et hav af events kunne gourmet-nørder dykke ned i en overflod af østers-retter, tage på østerssafari og deltage i foredrag om Fanøs gastronomiske udbud. 
En særlig oplevelse var kokkekonkurrencen mandag den 15. oktober, hvor nogle af Danmarks bedste kokke – herunder Erik Pedersen fra »Kadeau« og Henrik Yde fra »Kiin Kiin« – gav deres bud på østers og dystede om titlen som »Årets Østerskok 2018«.
Dommerpanelet bestod af Hans Beck Thomsen, manden bag »Henne Kirkeby Kro« og nu »Café Stranden«, Mette Blomsterberg bla. kendt som dommer for »Den store Bagedyst«, sidste års vinder af »Årets Østers Ret«; Sylvester Andersen, Erwin Lauterbach fra »Lumskebugten« og madanmelder Helle Brønnum Carlsen. Gæsterne kunne overvære kampen og selv smage på retterne. 
En af dem, der så frem til at besøge festivalen, var Fanøs borgmester, Sofie Valbjørn. –»Fanø Østersfestival er et vigtigt arrangement, som udover at byde på lokale, velsmagende oplevelser også har en stor betydning for Fanø og øens udvikling. Festivalens gastronomiske fortælling om Fanø og vores råvarer lokker flere og flere festivalgæster til og smitter generelt positivt af på turismen, erhvervslivet og bevarelsen af den smukke natur på og omkring øen. Sådan et initiativ kan vi kun støtte op om i Fanø kommune,« siger Sofie Valbjørn, borgmester på Fanø.
Sidste år besøgte flere end 1.500 gæster festivalen. Det er en fordobling siden festivalens begyndelse i 2016, og der er stadig plads til nye og kommende østers-entusiaster på Fanø.   Selv nybegyndere kan blive østerseksperter. Der er blandt andet kokkekurser for børn og voksne, ligesom der er urte- og østerssafari. 
Sidste år modtog Fanø Østersfestival prisen som »Årets Fiske- og Skaldyrsfestival« af den nationale restaurantguide, White Guide. Festivalens formand, Lindy Kjøller, ser prisen som et stort skridt i den rigtige retning. – »Hele idéen med Fanø Østersfestival har fra starten været at folkeliggøre østersen. Danskerne er et velspist folkefærd, og med White Guide-prisen beviste Fanø Østersfestival et tårnhøjt gastronomisk niveau. Det gjorde sig gældende igen i år. Samtidig har flere fået øjnene op for Fanø, og ikke mindst vadehavsøsters, som kan tilberedes til enhver smag«, siger Lindy Kjøller formand for Fanø Østersfestival og salgs- og marketingchef for Færgen.