Fanø pige modtager fornem pris
Sophie Søs Meyer fra Fanø er et af de dygtige nye talenter, der har modtaget den fornemme pris. Foto: Frida Gregersen
Léonie Sonnings Musikfond uddeler stor talentpris til ti nyskabende talenter
Sophie Søs Meyer, der er opvokset på Fanø har netop modtaget den den meget flotte talentpris, der kun tilkommer ti talenter hvert år.
De ti talenter, der hver modtager 100.000 kr. fra Léonie Sonnings Musikfond, udgør tilsammen et alsidigt felt fyldt med unge mennesker, hvoraf flere er i færd med at bryde med de vante rammer for den klassiske musik.
Kvaliteten af fremtidens klassiske musikscene afhænger af de talenter, der netop nu bliver opdyrket. Denne erkendelse har Léonie Sonnings Musikfond lagt handling bag siden 1967, for hvert år lige siden har fonden uddelt sine eftertragtede talentpriser.
Modsat mange andre midler, man som udøvende skal søge om, er det fondens bestyrelse, der selv udpeger de ti talenter, som hver modtager 100.000 kroner.
Blandt tidligere modtagere finder man navne, som siden da er blevet blandt de mest anerkendte inden for den klassiske musik. Det gælder ikke mindst dirigenterne Esa-Pekka Salonen og Michael Schønwandt, komponisten Bent Sørensen og trombonisten Christian Lindberg.
Også priser til islandske og norske talenter
Ligesom det tidligere har været tilfældet, kan priserne også tilgå talenter, der ikke er danske, så længe de også har et virke i Danmark og på denne måde bidrager til opdyrkelsen af den samlede danske talentmasse.
Udover syv danske talenter og en dansk klavertrio finder man blandt årets modtagere således også en islænding og en nordmand.
En hyldest af lysten til nyskabelse
Tilsammen er det et alsidigt felt fyldt med unge mennesker, hvoraf flere er i færd med at bryde med de vante rammer for den klassiske musik.
Der er for eksempel to modtagere, der optræder med flere musikalske fag på én gang: Johanne Sofie Bech Madsen både synger og dirigerer, mens Josefine Weber Hansen foruden at være komponist kombinerer sin stemme med sin bratsch.
Sophie Søs Meyer boltrer sig i både folkemusik fra Fanø og javanesisk gamelan. Sara Amalie Heise er ikke blot mezzosopran, men også musikpædagog. Benjamin Arnika Skydsgaard er en filosofisk funderet musikalsk historiefortæller, og Laura Helene Hansen kæmper for tilgængeliggørelsen af opera.