Fanø Skole tager ud i verden

Fanø Skole har været heldige og dygtige og fået penge fra Erasmus+ – et program under EU, hvor man kan søge penge til lærer- og elevudveksling i Europa. Det betyder, at tre lærere drager afsted på en uges kursus i, hvordan man laver projekter på tværs af grænserne – et kursus som foregår i Malaga, Spanien.

Samtidig drager Fanø Skoles internationale valgfag afsted til Jerez de la Frontera – også I Sydspanien – hvor de skal mødes med en klasse og lave forskellige aktiviteter. 22 elever og to lærere skal med på denne tur. Valgholdet skal lave aktiviteter med den spanske klasse, og de skal på ture rundt i Andalusien. De skal bl.a. køre rundt i området omkring Cadiz, hvor de skal tilbringe en dag med de spanske elever som guider.
Fanø Skole har fået en Erasmus+-akkreditering. Det betyder, at de næste syv år får penge af EU til at lave internationale forløb. Det internationale valgfag kan komme afsted hvert år, og så er der også penge til at en klasse eller årgang kan komme ud og lave udveksling eller samarbejde med skoler og klasser rundt i Europa. Der er søgt penge til, at 45 elever og fire lærere hvert år kan komme afsted – de næste 7 år! 
Sammenholder man det med lejrskolen i 9. klassen og 10. klasses tur til New York, gør det Fanø Skole til en international skole, og det garanterer, at alle elever på Fanø Skole mindst én gang i deres skoletid kommer afsted på en tur i udlandet. 
Det betyder rigtig meget, at eleverne møder andre kulturer end den danske og får en forståelse for andre nationaliteter. Dette er særlig vigtigt i disse tider med så meget uro rundt i verden.