Fanø Strikkefestival afholdt for sidste gang

Fanø Strikkefestival blev afviklet i dejligt sensommervejr, Fanø sommer cups areal bag skolen blev indtaget med 3500 m2 telt, det største telt, vi og vores teltfirma nogensinde har opsat i Danmark, Fanø hallen var pyntet op til fest på fornemste vis, skolens aula husede strikudstillinger og work-shops, og overalt var der en forventningens glæde til at være en del af en strikkefestival, som gennem 15 år har været eksponent for alt det nye, der rører sig indenfor strik, garn og trends.

Her er der skabt fællesskaber blandt strikkerne, og her er der samlet mod blandt iværksættere til at starte egne firmaer op, her har ordet NETVÆRK haft en helt særlig betydning.
Gennem 15 år har vi forsøgt at udvikle festivalen fra et lille nørdet arrangement i Sønderho til en professionelt drevet virksomhed, hele tiden med fokus på, at det er vores ø, der er omdrejningspunktet og den overordnede fortælling for festivalen, og dermed også incitamentet for, at øens erhvervsliv har spillet med og nydt godt af alle vores gæster gennem årene. Det har været ren win-win!
Vi har arbejdet sammen med helt fantastiske samarbejdspartnere gennem årene, og uden dem, havde vi ikke kunnet løfte opgaven til det niveau, vi sluttede på for et par uger siden. Dertil kommer alle de frivillige hjælpere, som har været med alle årene, og som har oparbejdet så stor ekspertise i at håndtere de forskellige opgaver, at Fanø Strikkefestival med 12.000 besøgende i år er blevet afviklet med hjælp fra mindre end 30 personer. Det er meget imponerende.
Vi har hele tiden sagt, at vi vil stoppe på toppen. Det gjorde vi! Aldrig har strikkefestivalen kørt så let igennem, alt klappede, og stemningen var helt fantastisk. Det er dejligt at tænke tilbage på. Vi har takket og krammet alle, der har været vores partnere i alle årene, så de bliver ikke remset op her. Vi ved, hvem I er.
Men vi skylder også at takke Fanø for at give os lov til at udvikle Fanø Strikkefestival til den størrelse, den nåede op på. Det kræver rummelighed at tage imod så mange gæster. Men vores gæster har følt sig velkomne og de har forelsket sig i Fanø, så vi håber, at de vil fortsætte med at komme til Fanø, også uden at det store lokomotiv, som Fanø Strikkefestival har været, skal trække dem herover.
Vi ønsker nu at arbejde videre med små, lukkede ”limited editions”, der henvender sig til et begrænset publikum. Der ligger allerede et arrangement på tegnebrættet den 17. september 2022, en strikkerejse til Shetlandsøerne, forhåbentligt også i 2022 samt et RETREAT for udenlandske strikkere på Fanø Krogaard i 2023. 

Christel og Jørgen Seyfarth