Foto: GV

Fanø – en fuldrigger
På Fanø finder man stadig mange spor fra øens storhedstid i anden halvdel af 1700-tallet. 100 år senere fandt malere som Holger Drachmann mange maleriske motiver på øen.

Denne kronik er en hyldest til Fanø og fannikkerne. Øen har en bevæget historie, der går langt tilbage i tiden.
Jeg forestiller mig, at jeg træder ind i en tidsmaskine, og stiller uret til slutningen af det 19. århundrede.
Da jeg træder ud på Fanø strand, ud for Nordby, ser jeg en skov af master fra store sejlskibe, der ligger side om side på beddingen.
Der er stor travlhed på alle skibene, som skal gøres klar til de lange rejser til Vestindien, Filippinerne, Kina og andre fjerne egne. Det er et imponerende skue med så mange træskibe, der for en stor dels vedkommende er bygget på Fanø værftet af dygtige og kompetente skibsbyggere.

Kunstnere på øen 
Denne tid, i 1890’erne som var en af Fanøs store perioder, har sat sit præg på husene i Nordby og Sønderho. Det er statelige huse med dekorative gavle og stråtag. I vinduerne kan man se skibsmodeller eller porcelænsfigurer, som er hentet hjem fra fjerne lande.
De maleriske omgivelser på øen tiltrak mange kunstnere fra ind- og udland, som for en tid bosatte sig på øen og malede eller tegnede de skønne motiver.
Det får man et indtryk af på Fanø Kunstmuseum i Sønderho, som har en meget fin samling af kunst fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1950’erne
Det er som at træde ind i en anden tid, hvor fest og glæde var en del af opholdet på Fanø. Det får man et glimrende indtryk af i Per Hofman Hansens fine bog: Holger Drachmann på Fanø. I den får man indtryk af ikke bare Drachmanns personlige forhold, men også af naturen på øen gennem hans meget smukke malerier og skitser.
Jeg vidste, at Drachmann var en meget produktiv digter, men at han også var maler og tegner kom bag på mig. Det er en side, der fortjener større udbredelse i offentligheden.
I et digt fra Skyggebilleder fra rejser i ind- og udland, der udkom i 1883, skildrer han sine indtryk fra vestkystens særprægede natur:

Velkommen enge, med morgenluft, 
velkommen klitter, med vestjysk duft, 
velkommen, linjer og farver og flader, 
hvori øjet sig i vellyst bader; en sinke, 
som ikke ved sligt blev glad, 
og tog sig i landskabets bølger et bad!

Det er i nogle få og velvalgte ord det indtryk, man får, når man besøger Vesterhavet og Vadehavet. Det er ikke for ingen ting, at der i nærheden af Sønderho findes et sted, der hedder Verdens ende, for sådan føler man det, når man kigger ud over det uendelige landskab med de mange fugletræk, som passerer øen.

Fanøs tidlige historie
Men havet kan også vise tænder, og i vinterhalvåret er det en barsk fornøjelse at besøge øen, for der ikke er meget læ og ganske få træer tilbage, hvis vi sammenligner med middelalderens Fanø.
For omkring 9000 år siden fulgte kysten sandsynligvis en linje fra Blåvands Huk i nord til den tyske ø Sild i syd. De lavtliggende hedesletter blev 1000 år senere overskyllet af havet og dannede store sandvolde, som efterhånden udviklede sig til de skærmende ø-barrierer, der hedder Fanø, Mandø og Rømø
I læ af øerne begyndte dannelsen af det egentlige vadehav. Siden har tidevand, stormfloder og vind fået Fanø til at vokse mod vest. Der er ikke spor af mennesker gennem oldtidsfund på øen, og det første tegn på beboelse på Fanø kan læses i Kong Valdemars Jordebog fra 1231.
Som fæstebønder hos kongens krongods slap fanøboerne for hovarbejde, men skulle i stedet betale frihedspenge. Tørke, stormflod og særlig sandflugten, der hærgede i 1500- og 1600-tallet gjorde, at det ofte var trange tider for øboerne. Kongen styrede øen via sine embedsmænd på Riberhus Ladegård. Ribe havde også retten til handel og skibsfart på Fanø.
I 1685 blev Ribes monopol med Fanøs fiskefangst ophævet. I 1719 satte Frederik den 4. Fanø, Mandø og godserne i Ribe på offentlig auktion, men først i 1741 fik Fanøs befolkning råd til at købe øen af Frederik den 6. for 6000 rigsdaler på en auktion i Ribe, og fik herved retten til »fri sejlads«.
En fortælling fra gamle dage, da øen skulle deles: Traditionen siger, at man i Nordby omtalte sønderhoningerne som jappere, og at man i Sønderho omtalte dem fra Nordby som gøjer. Da øen skulle deles i 1700-tallet, mødtes japper og gøjer midtvejs for at sætte skelstenen. Metoderne, som blev brugt, var ikke helt fine i kanten.
Fannikerne fra Nordby vidste ikke, at sønderhoningernes snaps kun indeholdt vand. Enhver fik en forsvarlig slurk, og lige præcis så længe hvilede man ud, at snapsen i gøjernes maver fik lov til at virke. Det var nu blevet helt mørkt, og sønderhoningerne råbte, at de ikke kunne finde stenen. Da man spredte sig for at lede, lykkedes det sønderhoningerne at få slæbt stenen et halvt hundrede meter i nordlig retning. Her fandt kort efter nordbypræsten klenodiet og råbte henrykt: »Her er den folkens! Kom og hjælp«.

Øens storhedstid
Købet af Fanø i 1741 blev startskuddet til Fanøs storhedstid. Frem mod 1807 prægedes øen af vækst med tiltagende skibsbyggeri og en hastigt voksende handelsflåde. Omkring 1760 startede bygningen af skibe i Sønderho og Nordby, som kunne trækkes op på stranden ved Sønderho om vinteren.
Familierne på Fanø betalte en høj pris for mændenes færden på havet. Mange skibe forliste. For eksempel blev 40 koner i landsbyen Sønderho enker – og 100 børn faderløse – i årene fra 1824-27.
En anden maler, som har skildret Fanø i malerier og tegninger, var N.J. Steenholdt. I bogen Af den gamle malers skitsebøger fra Fanø, fortæller han levende om tiden under den tyske besættelse og om personligheder på øen, som han blev venner med gennem sit årelange ophold.
Da han skulle male Thea Svarrer, der var ud af en kendt Fanøfamilie, bemærkede Steenholdt spøgende, at han vel efterhånden måtte regnes for fannik. Thea kikkede koldt på ham og sagde: »For at være en af vor egne, skal man ha´ været fannik i tre generationer! «
Denne holdning har jeg selv oplevet, da jeg i 1970’erne flyttede til Esbjerg fra Randers. For det første kom det bag på mig, at vestjysk var så levende i byen, og for det andet den skepsis som blev lagt for dagen over for fremmede.

Sommerparadis
I sommertiden er Fanø en perle, alene sejlturen over betyder,
at man ryster bylivet af sig og træder ind i en anden verden. De mange turister, som gæster øen i sommertiden, vandrer fredeligt op og ned ad hovedgaden i Nordby, og det er med til at skabe den særlige stemning.
Når man kommer ind på de smalle gader i Nordby, oplever man en særpræget og forunderlig verden. Husene ligger helt tæt, og alle har de pyntelige haver, som det er en fryd at opleve. Jeg er fuld af beundring for havernes mangfoldighed, og hvordan det kan lykkes at få blomster og buske til at gro i et ellers vindblæst klima.
Jeg vil også gerne fremhæve Fanøs badestrande som noget særligt. Neden for klitterne, der følger hele den vestlige kyststrækning, breder sandstranden sig kilometer-bredt ud til havet. Det er et smukt syn en solrig sommerdag at opleve det kridhvide sand, der næsten blænder ens øjne, og det gnistrende og brusende hav, der flimrer i soldisen.
Der er ikke noget at sige til, at mange mennesker søger til øen for at få nye kræfter til arbejdet. Det får man i rigt mål på Fanø.

Afslutningsvis bringer jeg endnu et digt af Holger Drachmann, der blev bragt i Tilskueren i juli-august 1894:
 
Fanø o, Fanø, ej hvor er du skøn;
hvid er din strandbred, din bølge så grøn;
hvor er de bakker, og hvor er de skær,
hvor er det flyvesand hvidere end her?

Ovenstående kronik er skrevet af Lars Ulrik Thomsen, og har tidligere været bragt i Flensborg Avis. Vi har været så heldige at få lov til at bringe den i Fanø Ugeblad.

Lars Ulrik Thomsen er uddannet maskinarbejder. Han har blandt andet arbejdet inden for offshore-industrien. Siden 2004 har han udgivet bøger på forlaget Populi om historie, samfundsforhold og filosofi.